| Lørdag d. 10.01.09: Porto Bello i New Zealand
Kørt 25 km i dag. Ialt 23.710 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vejret var perfekt til at se stedets hovedattraktion. De store kongealbatrosser, der holder til ude på spidsen af Otago halvøen. Herude blæser vinden rigtig kraftigt hver dag, og med hav på 3 sider, er det næsten som de stormomsuste øer albatrosserne normalt yngler på. Vinden er lige hvad de store albatrosser har brug for, for at kunne komme på vingerne.

Vi havde oprindelig planlagt at cykle derud, men Frederikke holdt fast på at hun ikke kunne cykle de 11km derud, hvilket hun nok har ret i og derfor kørte vi derud. Vejen derud var snoet og der var ikke meget plads til cyklister mellem bjergsiden og havet, så alt i alt kan vi nok takke Frederikke for ikke at ville cykle derud.

Herude på det lille forbjerg var det dejligt med solskin og blæsevejr. Af og til kunne vi se en albatros kredse omkring over hovedet på os. Disse store fugle bevæger sjældent deres vinger når de flyver. De bruger dem på samme måde som et svævefly og glider på vinden. Af samme grund har de også verdens største vingefang, på ca. 3m.

Vi er inde i et observatorium, hvorfra det er muligt at se de ynglende albatrosser på rimelig tæt hold. Børnene er vilde med at se disse store fugle glide yndefuldt igennem luften og især deres start og landing er sjov at se, da det ikke ligefrem er albatrossernes favoritdisciplin.

Det tager det ynglende par ca. 1 år at opfostre en unge og derefter flyver de til havs i et år for at genvinde kræfter til næste æg. Faktisk så ville disse fugle leve hele deres liv på havet, hvis det ikke lige var fordi de ikke kan lægge æg på vandet. De spiser på vandet, sover på vandet eller i luften og de drikker havvand. De kan sove medens de flyver ved at ”slukke” for den ene hjernehalvdel af gangen (ligesom delfiner kan i vandet) og de kan drikke havvandet da de har et ekstra organ til at udskille saltet med. Dette organ sidder i hovedet ved siden af øjnene og saltet glider ud af en ekstra tårekanal ned på næbet og videre ad en fordybning i næbet ud til spidsen af næbet hvorfra det drypper af.

 

Her er en flok teenager kongealbatrosser

En kongealbatros lige over hovedet på os

Sådan ser Mary ud, når vi har telt på