Dennis har ikke sovet meget i nat. Han har været oppe flere gange i løbet af natten for at skræmme Kea’erne væk. De har desværre været i gang med at bide i Dennis og Birgittes cykler, så der er ikke meget af sadlerne tilbage, samt det er også gået udover håndtagene på styret. Magnus’s bagdæk er desuden eksploderet. Om det er en Kea der har gjort det ved vi ikke, men de er under stærk mistanke. De er meget aktive med at undersøge alt på biler, telte, rygsække, støvler m.m. Desværre bruger de deres skarpe og spidse næb til disse undersøgelser, så selvom de sikkert ikke mener det slemt, så laver de ofte megen skade på ting. Det er forbudt at fodre Kea’erne, da de ellers vil gå til angreb på biler og mennesker. Med det næb de er udstyret med er det ingen spøg. Der er mange eksempler på, at det er gået udover antenner, gummilisterne på bilruder m.m.

Mary blev startet op og vi tøffede stille og roligt nedad klipperne og stenene. Vejret har ændret sig og regnskyerne kommer ind over bjergene vestfra. Dette vidste vi ville ske, med alle de flotte padehatteformede skyer vi så i går aftes over bjergene. Det indikerer at en front er på vej. Vi vidste at vejret nok ville være regn det meste af dagen, så vi gik på museum i landsbyen Mount Cook. Her er en god og informativ udstilling om New Zealands Nationalhelt nr. 1, Sir Edmund Hillary. Han var den første mand på toppen af Mount Everest, hvilket hele nationen er meget stolt over. Han tilbragte meget af sin klatretræning her på disse bjerge og kom ofte tilbage hertil sidenhen. Udover Hillary, er det her vi første gang støder på navnet på hans medhjælper Tenzing Norgay.

Hillary prøvede til to gange på Everest uden held og han er lige ved at blive overhalet af en Svejtser der dog må vende om 800m fra toppen. Så sender England en ekspedition på ca. 350 mand af sted for at få den første mand på toppen, som selvfølgelig skulle være en Englænder. Lederen af ekspeditionen, ved at Hillary og Loewe, en anden fra New Zealand, som Hillary klatrede med i Himalaya, ved at han er nødt til at have disse to mænd med, da de ved rigtig meget om området. Egentlig er det ikke meningen af nogen af disse skal på toppen, men Hillary og Tenzing Norgay bliver udvalgt til at være reserveholdet til at forsøge, såfremt Englænderne ikke klarer det. Som sagt så gjort. De engelske klatrere er ikke i stand til at komme helt op. Tiden går og monsunen nærmer sig, så Hillary og Tenzing Norgay sendes op som et sidste desperat forsøg på succes. De klarer det, takket været Hillary’s specielle klatreteknik på en passage, hvor han er nødt til at stemme imod med ryggen på en isvæg og fødder og hænder mod klippen for at komme videre til toppen. Denne passage kaldes nu Hillarytrappen. De kommer op på toppen og er der i et kvarterstid inden de er nødt til at klatre ned fra den tynde luft.

Sir Edmond Hillary bliver pludselig nationalhelt ud over alle grænser og denne bestigning ændre hans liv totalt. I Nepal og Indien er han også meget populær. Nok især fordi han skaffer midler til opførelse af et utal skoler, lægeklinikker og hospitaler ude i landområderne. Mange år senere, da Tenzing Norgay dør, rejser Sir Edmond Hillary ud for at deltage i begravelsen. Desværre er der udbrudt blodig borgerkrig og ingen kan rejse ind i området. Sir Edmond Hillary er dog så respekteret og forgudet at hans ankomst standser kamphandlingerne på begge sider, således at han og hans følge kan deltage i begravelsen og rejse sikkert hjem igen. En utrolig rørende historie.

En anden af Hillarys store bedrifter er at være den første, der kører et motoriseret køretøj på tværs af Antarktis. Tro det eller lad være, han gjorde det i en gammel Mersey Ferguson traktor (se nærmere på dagbogen for søndag den 28. december). Man kan kun beundre alle disse bedrifter, og i dag præger hans ansigt 5$ sedlen. Han døde i januar 2008.

Hen på eftermiddagen forlader vi landsbyen Mount Cook og kører ud af dalen igen. Det betyder også at vi forlader regnvejret og kommer ud i solen igen. Nede for enden af Lake Pukaki er vi indenom og se overløbet fra dæmningen. Der er meget vand som ledes ud her og det er lidt skræmmende at se den kraft det fosser ud med. Herefter kørte vi ud til kanalen mellem Lake Tekapo og Lake Pukaki. Heri ligger der en laksefarm og vi mente det nok ville være nemt at fange en undsluppen laks. Det var dog ikke så let som vi troede og vi kører tomhændet videre. Stedet for overnatning bliver ved Lake Pukakis bred.