Igen var Dennis og Magnus tidligt oppe for at fiske, inden vi skulle køre videre. Magnus er blevet en habil fisker, og klare sig selv, hvilket er skønt at se. Der er desværre ikke fangst i dag, så vi tager mod Mt. Cook eller Aoraki. Maori legenden er at fire af de tidligste guders børn satte ud på en kanotur, som endte med et katastrofalt forlis. De klatrede op på den kæntrede kano hvor de satte sig. Her kom den iskolde vind og frøs alle til sneklædte bjerge. Den største af dem alle, Aoraki, er derfor også det største af bjergene.

Det er en flot solskinsdag og vi har en fantastisk flot køretur op langs Lake Pukaki med alle de snedækkede bjerge i baggrunden. Denne sø er ligesom Lake Tekapo helt turkis af alt slibestøvet fra gletsjerne. Vi tager op til byen Mt. Cook, for at få de informationer vi ar brug for. Det er en lille by, der bæger præ af mange turister. Der er det ene hotel efter det andet. Men det er ikke det vi ar brug for.

Vi tager turen ud til Tasman Gletsjeren og parkere Mary for foden af randmorænen. Her tager vi 2 små vandreture, først op for at se ud over gletsjeren, som er den største på den sydlige halvkugle. Gletsjeren har så meget fart på, at den er helt sort på oversiden, af alle de klippestykker og sand, den tager med sig. Den bevæger sig med ca. 1m om dagen og vi kan tydeligt høre den knage og brage. Vi nyder udsigten til op igennem gletsjerdalen med Mt. Cook i baggrunden. I dag kan vi af og til se toppen, men der er dog ofte en sky for, hvilket er helt normalt. Vi går videre ned til gletsjersøen, med en del isbjerge flydende i. Mens vi sidder og kikker på de flotte isbjerge, hører vi fortsat en hel del knagen og bragen, og med et, er der en kæmpe blok is der falder fra et isbjerg. Det plasker, og sender en hel bølge af sted på den anden side af bredden vor vi sidder. Bølgen stækker sig ca. 5m tilbage, og kommer tilsvarende op på land. Bølgen sendes flere gange frem og tilbage mellem siderne af gletsjer søen. Isbjerget mister nu balancen da isklumpen faldt af og begynder at krænge over.

Det er et flot sceneri, som man kan sidde og betragte i timevis. Solen er forsvundet bag bjergene og det er tid for at finde et overnatningssted. Fra parkeringspladsen for foden af gletsjeren går der en 4wd spor op langs sidemorænen. Ifølge kortet fører den næsten helt op til hvor to gletsjerarme mødes, så den må udforskes. Til at starte med er det som en almindelig 4wd grusvej, men snart ændre den karakter og vi kører over store aflejringsområder med sten på størrelse fra tennisbolde op til klippeblokke på størrelse med hele huse. Alt dette er bragt ned af smeltevandet fra bjergene ved siden af gletsjeren, så der er mange små udtørrede vandløb at krydse. Mary klarer det ganske godt. Efter en times kørsel i 1.gear og terrængear kommer vi til et sted hvor klippestykkerne bliver for store til hvad Mary kan skræve over og vi finder et plant sted for natten. Vi kan se på mærkerne og en oliepøl at den klippeblok, der stopper os, har krævet et hul i et bundkar på en bil før os.

Vi hopper ud af bilen, og går op på kanten af sidemorænen, og nyder udsigten over gletsjeren. Moræne er den aflejring en gletsjer efterlader sig når den nærmest virker som et transportbånd der transportere slibestøv, sand, sten og klippestykker med sig. Mange tror fejlagtigt at gletsjeren skubber alt materialet foran sig. Den har det med inde i sig og på overfladen. Når den så tør i samme tempo som den bevæger sig fremad, så lægger den fint alt materialet enten ved siden af sig (sidemoræne) eller ved dens nedre kant (randmoræne). Vi nyder aftensmaden heroppe på kanten af sidemorænen med udsigt over hele gletsjeren, medens solen sender sine sidste stråler på bjergene i baggrunden. Flottere kan det næsten ikke blive. Nedenunder os hører vi den konstante knagen og bragen fra isens stille fremdrift.

Stilheden brydes pludselig af et hvæst skrig i det fjerne fra en Kea, en bjergpapegøje. Den har spottet os på lang afstand og flyver nu op langs morænekanten, kredser et par gange over hovederne på os inden den lander ca. 5m væk. Det er en nysgerrig og ganske frygtløs fyr. Den kigger på os og går med sin sjove gåsegang hen imod os for at undersøge hvad vi er for nogle. Dens skrig har tiltrukket flere andre Kea’er, der nu også kommer flyvende. Inden længe sidder der 5 Kea’er heroppe på kanten sammen med os. De modigste kommer så tæt som 1m fra os. De har skarpe kløer og et stærkt næb, så vi er dog heller ikke alt for glad for deres nærgående væremåde. Det hele virker som om det foregår i en helt anden verden, sådan lidt ligesom i filmen ”Ronja Røverdatter” hvor skovheksene kommer flyvende og angriber Ronja.

Vi bevæger os ned til bilen og gør klar til en dejlig nats søvn her i bjergenes stilhed. Tror vi. Kea’erne har fået smag for Mary og vil gerne undersøge alt blødt på hende med deres næb. Den nat kommer de mange gange flyvende eller listende hen til hende. Nogle gange lander de på taget og det larmer enormt når de går rundt på taget med deres skarpe kløer. Andre gange lander de lydløst på cyklerne hvor de i løbet af natten bider flere sadler og styr i stykker. Eller de kommer listende lydløst på jorden og med deres næb gaver de små sten op fra jorden og leder efter madrester fra os (som vi dog klogelig har inde i bilen). Flere gange i løbet af aftenen er en eller flere ude og jage Kea’erne væk, men disse frygtløse dyr lader sig ikke skræmme, så vi er desværre nødt til at kaste sten efter dem, hvilket dog ikke har den store effekt.

Det sorte er Tasman Gletceren

Søen ved Tasman Gletceren