Vores plan er at blive boende i hytten i 3 nætter, det er det vi har mad med til. Hytten vil vi så bruge som base for endagsvandreture. På denne måde er vi fri for pakke sammen hver morgen og derefter bærer mange kg op og ned igennem de forskellige bjergpas og dale. Vi har ved en tidligere lejlighed købt et hyttepas, der for 180kr giver ubegrænset antal overnatninger i New Zealands ”back country huts”. Herved er det gratis for os at blive boende i denne hytte.

Vejret var fint for en god dagstur, men vejrudsigten lovede regn senere på dagen og næste dag. Nu ved vi af erfaring at vejrudsigterne her er meget upræcise, så vi kigger altid på skyerne og tager bestik af situationen og især kigger efter om der er en front på vej ind over. Det var der. Høje cirius skyer meldte klart ankomsten af en varmefront. Vi besluttede derfor at tage en vandretur op til søen, Crucible Lake.

Turen derop startede let, med vandring videre op igennem tussock græstuerne i bunden af dalen. Efter knap en times vandring kom vi til et par småelve, vi skulle krydse. Det lykkedes faktisk at krydse over uden at få ret meget vand ovenind i vandrestøvlerne. Nu kom vi til selve den stejle del af opstigningen, der heldigvis foregik inde i skoven. Stien snoede sig op imellem træer og klipper. Mange steder var der nærmest trapper af klippestykkerne oversået af blotlagte trærødder. Opstigningen var hård og udfordrende. Fysisk var det hårdt med ca. 400m i højden og samtidig lidt nervepirrende med tanken om at kunne falde ned igen.

Efter et stykke tid kunne vi se skoven begynde at ændre karakter, dette er et sikkert tegn på at vi nærmer os trægrænsen i ca. 1.000m højde. Vel ude af skoven så vi den flotte hængende dal vi var kommet op i. I sin tid var denne dal dannet af en sidegletsjer og i dag er den overgroet af de alpine græsser og buske. Højt oppe i enden af dalen kunne vi skimte en mur for foden af de næsten lodrette klipper. Bag denne mur af klippestykker ville søen ligge.

Vandreturen var stadig hård med en pæn stigning medens vi stille og roligt nærmede os den enorme naturlige dæmning, skabt af den allersidste gletsjer inden den smeltede væk for 14.000år siden. Ved foden af dæmningen var alle trætte, men så tæt på målet ville ingen give op. Vel oppe på toppen af dæmningen fik vi så belønningen for dagens anstrengelser, et fantastisk skue åbnede sig for os ud over søen. Det er svært at beskrive med ord og billeder. Denne nærmest cirkelrunde sø, ligger dybt nede under de stejle skrænter ved dæmningen. Bag søen tårner de bare klipper sig nærmest lodret op mod Mount Alba, der er over 1.000m højere end søens overflade i 1.172m over havets overflade. Deroppe på bjergsiderne hang flere gletsjere og smeltevandet tordnede ned i søen. Af og til hørtes store ”tordenbulder” når is brækkede af gletsjeren og tordnede mod søen. Men fordi det hele alligevel foregik så langt væk, lignede det hver gang bare lidt sne, der drysser ned.

Heroppe på kanten ned til søen spiste vi vores sidste forsyninger og nød udsigten. Vejret var tæt på regn. Skyerne kom konstant drivende hen over bjergtoppene og gik i opløsning, eller på få sekunder opstod der skyer på klippesiderne omkring os. Varmt var det heller ikke mere, men det var heller ikke koldt. Drengene begav sig på ekspedition hen til noget sne ved den ene bjergside inden vi alle startede nedturen. Nu kunne vi virkelig godt forstå at det havde været hårdt det sidste stykke op igennem denne hængende dal, for foran lå en dal, der bare gik nedad igen. Inden længe nåede vi trægrænsen og den stejle nedstigning kunne begynde. Vel nede ved foden af skoven begyndte regnen for alvor. Vi havde endnu godt en times vandring hen over det åbne græsland ned til hytten og med et par elvkrydsninger besluttede vi at klæde os på til regn og våde støvler.

Vandstanden var endnu ikke begyndt at stige meget i elvene, men alligevel fik alle mere eller mindre fyldt støvlerne med vand da vi krydsede over den første af elvene. Vand i støvlerne gør ikke så meget. Det er koldt lige når det kommer ind, men har man bare et par gode uldsokker på, så varmes det hele op i løbet af få sekunder og man lægger ikke mærke til yderligere vand, der kommer ind ved næste elvkrydsning.

Alle er glade da vi ser hytten i det fjerne. Og ikke nok med hyttens læ for uvejret, så havde hyttevardenen været så sød at tænde op i brændeovnen for os, således at vi kunne komme ind i en dejlig varm hytte. Det skal lige siges at disse ”back country huts” vitterlig ikke er andet end hytter. Der er ikke indlagt el (kun hyttevardenen har el fra solpaneler til radioen), toilettet er et gammeldags skur med et hul i jorden og bræt, med hul i, hen over, og alt opvarmning foregår med brændeovn. Det er også det som giver dem deres sjæl og charme. Det er først når man har vandret længe ude i bjergenes kolde uvejr at man for alvor værdsætter værdien af en varm brændeovn.

Den aften var alle trætte og sov godt i soveposerne. Men forinden var der lige tid til et slag vest i pandelygternes skær.

Rasmus og Magnus