Vi vågnede op ved siden af den gamle hytte med udsigt over de græsklædte bjerge. Mary blev hurtigt pakket sammen og dagens mål var at komme ud af dalen og gerne videre til byen Wanaka. Køreturen ud ad dalen foregik ad den smalle og snoede bjergvej. Vi havde jo taget turen før og vidste hvad der ventede os, hvilket ikke altid var helt sjovt. En ting er at køre på en smal og opkørt 4wd vej, en anden ting er så at gøre det på en stejl klippeside med en dyb afgrund på den ene side. Nogle steder gik vejen på gamle sandskred, hvilket ikke var ret betryggende, da vi ikke vidste om de kunne finde på at skride ned i samme øjeblik vi kørte ud på dem. Senere kom vi til det mest halsbrækkende stykke af vejen, nemlig der hvor der akkurat kun lige er hugget plads nok til en bil på bjergsiden. Her er ingen autoværn eller rækværk, så nogle få cm fra yderste hjulpar, går det stort set lodret ned til floden et par hundrede meter under os. Selvom det virkede meget usikkert, så er det nok mere sikkert at køre her på fast klippegrund end at køre på de gamle sandskred.

Vi kom sikkert ud igennem Skippers canyon og holdt frokost med udsigt over Queenstown inden vi kørte ned ad bjerget. Vejen ned var lidt stejlere end forventet og selvom Dennis kørte i 2. gear var han nødt til at bruge bremserne meget, med det resultat at der gik ild i bremserne, men da var vi heldigvis nede. Turen gik ned til den gamle guldgraverby, Arrowtown hvor vi så guldgravermuseet. Herefter var vi en tur inde i guldshoppen. Her snakkede vi med indehaveren, som var meget glad for at høre om vores tur og især at vi tog børnene med ud at grave guld. Han havde selv startet med at grave som 13årig og havde fundet ca. 900g guld på et område på størrelse med en lille parcelhusgrund den første sommer. Han viste os nogle guldklumper på omkring ¼ kg, som vi fik lov til at holde i hånden. Det var ret fascinerende hvor tungt sådan en lille klump er, samt at tænke på værdien af den (guldværdien er ca. 20-30.000kr plus affektionsværdien af sådan en klump).

Herefter kørte vi op mod Wanaka. Vi kunne vælge at tage hovedvejen i dalene eller tage bjergvejen over Cardona. Dennis fortalte om at denne vej skulle tages i retningen fra Queenstown mod Wanaka, da vi ville have en stor stigning først og så ville det ellers bare være at trille 50km mod Wanaka. Stigningen var hård og foregik i 1. gear, men at så kunne trille ned til Wanaka, var vidst lidt af en overdrivelse. Vi kom til Wanaka og provianterede inden vi fortsatte op langs søen, Lake Havea. En af de mange søer her i bjergene som i sin tid blev gravet ud af de store gletsjere under istiden. Vi kørte ca. halvvejs op langs søen og fandt en lille campingplads ned til vandet. Det er New Zealands nationaldag i dag, så alle har forlænget weekend, hvilket vil sige at denne lille idylliske plads er fyldt til bristepunktet af lokale på campingtur.