Efter morgenmaden er det tid til at kører mod El Calafate. Det er en tur på ca. 200km grusvej tværs over de flade sletter. Vi har taget lange strækninger på grusvej før og var lidt spændte på hvordan standarden af denne ville være, for det kan godt være en lang tur på dårlige grusveje og på kortet var den ikke ligefrem mærket af som en god grusvej. Til at starte med var landskabet rigtig fladt og kedeligt her på de vindblæste sletter. Vejen var nogenlunde og mange steder var den meget bred, men vi havde en strid modvind.

Vi så mange dyr på vejen. Eller det vil sige at her lever primært to slags vilde dyr. Nandu og guanaco. Nandu er den sydamerikanske struds. Den er noget mindre end emuen og strudsen, men hvor er den sjov at se på når sådan en flok sprinter af sted hen over vejen og ud på sletten. De suser hen over vejen med deres halvstore unger og det er nu imponerende at se hvordan de løber af sted og basker med vingerne. De kan ikke flyve men det ser ud til at de alligevel vil forsøge at komme til vejrs. Guanacoen er den fjerde lama art. Den er stor og flot. De lever i flokke og ofte ser vi disse flokke løbe tværs over vejen få meter foran os. De løber stærkt og springer let og elegant over 1½m høje dyrehegn. På et tidspunkt ser vi to hanner slås på vejen. Det holder vi stille og iagttager lidt nærmere. De slås som heste, stejler og ”bokser” med forbenene og forsøger at bide hinanden. Men det sjoveste er at de også spytter hinanden i ansigtet af og til.

Ca. halvvejs kommer vi til en flod. Den har igennem tiderne gravet sig ned i det flade landskab og vi kører mange km langs kanten af denne store og brede slugt. Det var flot at se. Vejen svinger så ned i slugten og vinden tager til. Dennis kan mærke at forhjulene nok mangler luft og ganske rigtigt, så har de tabt luft og må pumpes op igen. Det er nok fælgene der er flækket i svejsningerne igen. Vinden er meget streng da Dennis går ud for at pumpe dækkene op igen. Så streng at sand og sten flyver om ørene på ham og han må til sidst opgive at pumpe det ene fordæk op. Men heldigvis har det da stadig lidt luft i sig og vi kører stille og roligt videre med lavt dæktryk. Det er ikke fordi det vrimler med læsteder når man så endelig skal bruge dem.

Nå, men vi kommer helt ud til asfaltvejen, og så bliver der pumpet dæk op. Vi kommer ind til El Calafate hen på eftermiddagen. Normalt hader vi at der er eftermiddagslukket, for det er 3-4 timer hvor der ikke bliver lavet noget. Men vi kommer lige til de åbner igen, og finder en dækmand der vil svejse fælgene. Det tog ham hele eftermiddagen. Vi er desuden ved at løbe tør for mad, så Frederikke og Birgitte tager på indkøb imens. Vi overnatter på en campingplads for at få alt støvet vasket af os. Vi trænger alle til et godt varmt bad, samt at få vasket tøj.