Vi kørte videre sydpå ad dette flade landskab. Hen sidst på eftermiddagen ankom vi til parken med den forstenede skov. Park Rangeren fortalte at det egentlig var tæt på lukketid og at lige netop var i dag at han skulle ind til byen og købe ind og derfor var han nødt til at lukke til tiden. Men hvis vi ikke havde noget imod det måtte vi gerne blive i parken medens han var væk. Han var så bare nødt til at låse lågen, så vi ikke kunne køre ud igen, og vi skulle love ikke at fylde lommerne med stumper af forstenet træ. Denne aftale kunne vi sagtens gå med til, især da han også gik med til at vi overnattede på parkens parkeringsplads og dermed havde adgang til gode toiletforhold.

Solen var så småt på vej mod horisonten og det blæste gevaldigt da vi gik ind i parken. Vi havde ikke gået langt før vi ser det første stykke forstenet træ. Inden længe var vi i området, hvor det i bogstaveligste forstand flød med tykke stammer af forstenet træ. Træerne har ikke vokset i dette område, men er ført hertil af floder engang for ca. 65 millioner år siden og er så blevet aflejret og dækket af dynd m.m. som har været med til at bevare dem. I dag er det et ørkenlandskab hvor vinden og den sjældne nedbør stille og roligt eroderer de gamle aflejringer væk og blotter den ene store træstamme efter den anden. Desværre er her meget barske vejrforhold og ofte frost om natten, så med tiden springer der flækker af træ af. Det har resulteret i at der overalt hvor man går ligger tusindvis af små forstenede træstumper. Det ligner mest af alt at en skovhugger har gået amok med sin økse og har hugget brænde.

Vi ser utallige stammer ligge her og er vildt imponeret over synet. Det er fristende at fylde lommerne med disse flotte træstykker, men det må vi ikke, så vi lader være. Vinden er taget til og det blæser nu af næsten stormstyrke, hvilket er helt normalt her i Patagonien. Vi går tilbage til Mary og gør klar til natten. Rangeren er også lige kommet hjem og vi får en lille snak inden sengetid.