| Lørdag d. 05.12.09: Vulkanen Villarrica i Chile
Kørt 215 km i dag. Ialt 55.251 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vi startede dagen med at spise morgenmad sammen med Lene, Peter, Lukas, Linnea og Rose. Vi havde camperet på siden af vulkanen Villarrica, og vejret var helt tåget så vi kunne ikke se toppen af vulkanen. Efter lejeren var brudt op, sagde vi farvel og vi kørte op ad jordvejen for at se om vi kunne komme op over skyerne. Vi kom op til sneen og kørte lidt videre ad sporet igennem sneen, men stoppede efter 20-30m da det var ret svært for Mary at trække sig igennem den dybe bløde sne. Vi kunne se at det eneste køretøj der havde kørt her var et stort bæltekøretøj, så det var ok at bakke tilbage. Vi var ikke kommet op over skyerne og der var både skyer og tåge og sne over det hele, så efter en kort sneboldkamp kørte vi ned igen. Planen var nu at vi skulle lige ringe hjem til familien, og derefter ville vi krydse over til Argentina.

Fra Pucón er der 70km op til grænsen. Turen derop var flot igennem bjergene og ca. halvdelen af vejen var på grusvej. Vi kom helt hen til grænsen, og kom fint ud fra Chile. men at komme ind i Argentina, kunne vi ikke få lov til. Vi kunne ikke få en ansvarsforsikring til bilen, ved grænsen og uden ansvarsforsikring får man ikke lov til at komme ind. Dette er en anderledes procedure end vi er vandt til. Egentlig kunne vi godt få forsikringen ved grænsen, hvis de bare havde haft en ordentlig internetforbindelse. Men da de ikke havde det og da det var omkring lukketid, så måtte vi returnere til Chile og køre tilbage til Pucón og købe en forsikring i morgen. Tilbage til Chile siden af grænsen igen, her var de meget hjælpsomme, og vi kom da ind i Chile igen uden problemer.

Nu gik turen tilbage til Pucón. Solen var ved at gå ned og vi kunne se vulkanen i det fjerne. Der kom noget mere røg op af den nu end for et par dage siden. Det var flot at se. Vi ville have overnattet på samme sted oppe på vulkanen som i nat, men med den øgede mængde røg fra vulkanen, så valgte vi et andet overnatningssted, for tænk nu hvis den gik i udbrud i løbet af natten.