Dagen startede med en flot udsigt ud over ørkenlandskabet og ud over saltsøen. I det fjerne kunne vi se de høje sandklitter og bag dem silhuetten af Andesbjergene. Solen var netop ved at stå op bag Andesbjergene og mod vest kunne vi svagt høre havets brusen bag de lavere bjerge der adskilte denne sand og stenørken fra havet. Vejret var helt vindstille og vi gik en tur ned til saltsøen for at se på fuglelivet. Ikke en vind rørte sig og alt var fred og idyl med det spejlblanke vand. Stemningen var dejlig fredfyldt medens vi iagttog de hvide fiskehejre på deres stille jagt efter småfisk i det lave vand. Disse hvide fiskehejre fløj af og til hen over søen til et nyt sted og de var i stand til at lande uden en lyd eller at lave bølger i vandet. Således ville fiskene heller ikke blive skræmt af deres landing. På et tidspunkt kom der en lille flok pelikaner og de havde en plaskende og larmende landing.

Børnene legede derefter spydkast medens Mary blev pakket sammen og vi kørte stille og roligt tilbage af sandsporet og ud af denne lille sandørken.

Vi forlod nu kysten og kørte østpå, ind mod Andesbjergene. Målet er Cordillo Blanco, de hvide bjerge inde omkring byen Huaraz. Vejen gik igennem totalt gold stenørken og vi kom snart til bjergene og kunne begynde en stille og rolig opstigning. Vejen var fin og asfalteret. På et tidspunkt løber der en lille vandingskanal langs vejen. Vandet deri ser fint rent ud og der er meget strøm i det. Vi gør holdt og vasker tøj, fylder vand på bilen samt tager et tiltrængt bad i det dejlige vand. Efterhånden som vi kommer højere op i bjergene, er der dyrkede marker, som kunstvandes af deres utallige vandkanaler. Det er flot at se den skrigende kontrast mellem de frodige grønne marker og de totalt golde og tørre bjergsider, der hvor der ikke kunstvandes.

Hen mod solnedgang var vi kommet op hvor asfalten ender og vejen nu kun er et hullet jordspor. Hver landsby vi kommer igennem er en ren fryd. Alle børnene vinker og løber smilene efter bilen. Alle de voksne kigger også langt efter os. Overalt råbes der Amigo og Gingo. Hvilket menes positivt her i Peru. De er ikke vandt til at se hvide mennesker og synes at vi er nogle af de flotteste skabninger på jorden.

I en meget lille landsby deler vejen sig. Dennis vælger vejen opover men efter få hundrede meter bliver vi i tvivl, da den anden vej ser bedre ud. Vi vender om og kører ned til landsbyen igen, blot for at få at vide at vi var på rigtig vej. Men den rare mand på tankstationen fortæller os at vi har et problem med bagdækket. Og ganske rigtigt. Bagdækket er helt fladt. Heldigvis har vi ikke kørt ret længe på det flade dæk og det ser stadig ok ud. Frem med donkraft og værktøj. Men donkraften kan ikke komme ind under da hjulophænget er for langt nede. Tankpasseren siger et eller andet som vi ikke forstår og Dennis henter kompressoren og pumper dækket lidt op, så der bliver plads til donkraften. Tankpasseren ser måbende til. Han har vidst ikke tidligere set sådan en lille smart kompressor til bilen. Dækket bliver skiftet med vores ”nye” reservehjul imedens Magnus er i fuld gang med en kop vand for at finde hullet i dækket. Det viser sig at der er to huller i dækket, ganske som forleden dag, hvor vi også fik lappet dette dæk, så nu håber vi snart at finde nogle nye dæk. Men dækket kan godt lappes hvis vi får brug for det, så vi tager det med. Vi har lappegrej med til sådan en operation.

Det er blevet mørkt medens vi har ordnet dæk. Dennis pakker kompressoren sammen og tager en pandelygte på for bedre at kunne se. Det synes tankpasseren er en smart en og han vil gerne købe den. Men han vil kun give 1/3 af prisen, så der bliver ingen handel. Vi får lov til at overnatte i bilen på denne lille tankstation. Tankpasseren tilbyder børnene at de kan komme med op ovenpå og se lidt TV.

Dette er et normalt syn, med en masse mennesker i lastbilen, der kan også være dyr og alt muligt andet med