Vi er tidligt oppe da vi har en lang køretur foran os. Planen er at komme godt ind i Andesbjergene. Ind og se nogle ruiner fra indianerne før Inkaernes erobring. Vi kommer godt af sted, og stopper i en lille landsby hvor vi tager lidt frokost mens vi nyder udsigten over en flod og en delvis sammenstyrtet hængebro. Derefter går vi over den bro, der for 7 år siden styrtede sammen, men som er repareret på bedste klamphuggervis. Ved en voldsom flom var den ene pylon styrtet sammen og derved hang broen helt nede i vandet. De lokale havde derfor ændret broen ude midt i floden fra en hængebro til at lade broen fortsætte ad bærekablerne. En meget mærkelig konstruktion at se på. Men det virker nogenlunde. Behøves vi at fortælle at der selvfølgelig hverken er rækværk på broen og at der ofte er store mellemrum mellem plankerne man går på. Vi går en tur over broen og alle er forsigtige, men de lokale vandre over hver dag. På den anden side står der nogle heste og æsler parkeret, samt at der sidder nogle folk og venter på at lastbilen skal kører ind i området. En kone viser os et lille tømmerværksted og en fiskedam inden vi går til bage til bilen.

Vi fortsætter op igennem bjergene mod byen Pedró Ruiz. Bjergene er rimelig tørre at se på og flere steder er vejen skyllet væk i den ene side af floden nedenunder, eller der er gået et jordskred ned over vejen. Dennis har holdt et vågent øje med de forskellige typer sedimentklipper og pludselig stopper han bilen, ”for her må der kunne findes fossiler”. I løbet af få minutter finder han både forstenede muslinger, sneglehuse og søpindsvin, hvilket er et tydeligt tegn på at det er gammel havbund vi befinder os på, her ca. 2.000m over havets overflade.

I en lille by holder der lastbiler i en lang kø ud af byen. Vi overhaler dem selvfølgelig, men bliver stoppet af en betjent, der siger at vi ikke kan komme videre før kl. 18.00 pga. vejarbejde længere fremme. Æv æv æv. Vi må så bakke tilbage og finde os en plads i køen. Det var ikke lige det vi havde regnet med, men sådan er det. I ventetiden er der tid til aftensmad, og en snak med de lokale chauffører samt en masse unger der vil sælge slik, is, drikkevare m.m. Der er så meget interesse at der på et tidspunkt er mere en 30 samlet omkring bilen. Nå ja, når nu vi alligevel skal fordrive ventetiden med et eller andet, så får vi bildt dem ind at bilen kører på vand, den har vi brugt før, og den virker igen. Vi demonstrere hvorledes vi bare kan fylde drikkevand på tanken og vupsi så kan den starte. Det er mange der undrer sig over, men de tager det for gode vare og henter straks flere der skal se ”bilen der kører på vand”. Det ender med at vi også skal demonstrerer det for tankpasserne på den nærliggende tank. En meget sjov oplevelse.

Der er desuden flere børn, eller mere deres mødre, der er meget interesseret i at forsøge med deres engelskkundskaber eller mangel på samme. Da klokken nærmer sig 18 bliver der åbnet for trafikken og nu starter der et sandt kaos for alle vil af sted som de første og meget gerne udenom lastbilerne. De første mange km er der rimelig fin vej og alle overhaler på kryds og tværs. Heldigvis kommer der ingen modkørende, da trafikken også har været spæret fra den anden retning. Det bliver mørkt og vejen bliver mildest talt meget ringe at køre på. Der er store huller og ofte er der pludselige indsnævringer uden forvarsel, samt at vejen er meget snoet. Det er meget tørt så det støver gevaldigt og det er ikke ligefrem med til at gøre sigtbarheden bedre. Vejarbejdet strækker sig over et langt stykke og det er bestemt ikke sjovt at køre igennem dette i mørket, men vi kommer til sidst helskindet frem til Pedró Ruiz og finder et hotel at overnatte på. Her lejer vi et dobbeltværelse og resten sover trygt i Mary i hotellets gård.

Her laves der soltørrede mursten