I dag er der ikke så meget spændende at skrive om. Vi var igen oppe ved solopgang og kom tidlig videre. Vi passerede jo grænsen mellem Vest Australien og Nord Territoriet i går, hvilket vil sige at alle ure (vi har kun et) skal stilles 1½ time frem. Så nu står vi ikke længere op ved 5. tiden om morgenen, men nærmere 7 tiden. Vi fik sagt farvel til Allan og Kate samt Vicky og kørte videre af ”the Savannah Highway” mod byen Kathrine. På vejen kom vi forbi endnu en nationalpark, som efter beskrivelsen også skulle være utrolig flot, men igen var det ikke noget som egentlig sagde wauw. Vi gik en lille tur op på et udsigtspunkt med flot udsigt over Victoria floden, som løber nede i bunden af en slugt, lidt som Grand Canyon i miniudgave. På vejen herop var der en historie om hvordan de lokale aboriginals mente at landet var skabt. Det var en historie om en sorthovedet Pyton og lynet, som i fællesskab skabte landet, floderne, vandhullerne samt sørgede for at der hvert år kommer regn i regntiden og omdanner dette afsvedne ørkenlandskab til frodige skove og Savannah.

Ved krydsningen af Victoriafloden var vi en lille afstikker nede ved en bådrampe for at kigge efter krokodiller. I denne flod går de store saltvandskrokodiller langt op. De er livsfarlige at komme på tværs af. De er her især for at fange Barramundi, en fisk som vandrer op fra saltvandet for at gyde. Her venter så både lystfiskere og krokodillerne. Det er dog krokodillerne, der sætter dagsordenen om hvem der fisker hvor. Nå, men vi så ingen krokodiller, og der var ingen som havde lyst til at gå en tur langs flodbredden eller at fiske for den sags skyld. Magnus spottede flere spor på modsatte bred af krokodillerne. Ved broen over floden, mente Magnus at han så en krokodille dykke i vandet. Det skulle vi selvfølgelig se, så vi bremsede op og bakkede tilbage på broen og holdt stille et par minutter, men vi så ingenting. Tænk engang, at bakke tilbage på en af deres hovedfærdselsåre og ud på en bro midt på dagen uden at der kommer en eneste bil. En anden sjov ting, her er hastighedsgrænsen 130km/t på en vej, som ikke er større end en mindre landevej. Denne hastighed gælder også for lastbiler og roadtrains, så det er ikke sjovt at møde en af disse landevejens konger på en smal vej når den kommer med 130-140km/t og er over ½ hundrede meter lang, med 3-4 vogne og den bagerste vogn slingre fra side til side.

Vel fremme i byen Kathrine var det med at finde et værksted for autoruder. Mary har fået et lille stenslag i forruden og det ville vi gerne have ordnet hurtigst muligt. Der var to steder i byen, det første var ved at lukke og vi kunne komme igen næste dag. Den næste ville gerne ordne det, og til en god pris. Han lavede en del udstyr til specialbiler, og havde bl.a. et billede hængende af en 6wd Land Rover, som han havde været med til at lave. Nå, vi fandt til sidst en ok campingplads at overnatte, hvor vi straks blev spottet at et par andre campister, der havde set os før, men vi havde ikke lagt mærke til dem.