Dagen startede med at køre til byen Kununurra. På vejen kom vi forbi verdens største diamantmine, som der af gode grunde ikke er offentlig adgang til. Vi kom også forbi en lille nikkelmine. Vel fremme ved Kununurra er der en stor dæmning, som vi kørte stille og roligt over for at nyde synet af alt det dejlige blå vand. Når man har levet i de knastørre og støvede ørkenområder i flere måneder er det helt fantastisk at se så meget blåt klart ferskvand. Vi kørte da også ned til søen lige efter at have passeret dæmningen. Her var en dejlig rasteplads med skygge og grønt græs, samt bedst af alt, der var en lille badestrand. Vi var dog ikke helt sikre på om det var sikkert at bade her. Der var nemlig et skilt med at der var risiko for saltvandskrokodiller, verdens største og farligste krokodille. Men der stod også at risikoen for krokodiller var meget begrænset, da der både var fælder for dem og at de ofte gennemsøgte området for saltvandskrokodiller. Desuden ville det være stort set umuligt for en krokodille at passere den ca. 10m høje dæmning. Medens vi spiste kom der en turbus forbi og alle hoppede i vandet for en kort svømmetur. Lidt ude i vandet stod der et gammelt træ fra før dæmningens tid. I dette træ hang der et reb som virkelig så sjovt ud at svinge sig i. Vi vurderede at det var sikkert nok at bade her og alle fik badetøjet på. Dennis var første mand ude på træet og lige som han var kravlet op, så han noget som lignede snuden på en krokodille dykke ned i vandet ca. 10m fra træet. Hvis det virkelig var en saltvandskrokodille, så var der stor sandsynlighed for at den kort efter ville komme springende ud af vandet for at få en bid menneskekød, så i løbet af få splitsekunder sad Dennis helt oppe i toppen af træet medens han råbte til Birgitte om at få børnene og sig selv i sikkerhed. Aldrig er alle kommet så hurtigt op af vandet og alt blev helt stille. I flere minutter skete der ingenting. Dennis sad i toppen af træet og spejdede ud over vandoverfladen medens han forsøgte at finde en god måde at komme sikkert ind på land igen.

Pludselig så han så hvad det var der var dykket ned. En træstamme kom flydende med strømmen og i de små bølger forsvandt den i ny og næ. Det var det han havde set som en krokodille. Heldigvis for det og ikke omvendt at have set en krokodille og troet at det var en træstamme. Lidt efter så han også en skildpadde komme op i overfladen og trække vejret. Nå, men nu kom næste udfordring for Dennis, nemlig at komme ned igen. Modet var ikke lige til bare at springe ned i vandet, da han ikke helt kunne se dybden.

Efter denne episode valgte vi at betragte stedet som sikkert nok og alle svømmede ud til træet og morede sig gevaldigt med at svinge sig i rebet og hoppe i vandet. Vandet var dejligt varmt og smagte godt. Børnene morede sig så godt at de flere gange bad om ikke vi kunne få et sådan træ derhjemme over svimmingpoolen. Vi tilbragte stort set hele eftermiddagen her med at lege i vandet og hen under aften kom der mange lokale til, som fortalte at stedet var sikkert. Om aftenen fandt vi et lille sted at overnatte ude i bushen.