Vi stod tidligt op for at gå turen i parken inden det blev varmt. Vi havde nemlig flere steder vi ville se samt en lang køretur. Windjana Gorge er en dal med lodrette klippevægge og en stor udtørret flod i bunden. Flere steder er der vandhuller hvor de vilde dyr holder til i tørtiden.  Rasmus var ikke interesseret i turen, da der ikke var muligt at se krokodiller her. Men det viste sig at det var der. Der var en masse ferskvandskrokodiller der lå og solede sig ved vandhullerne og på sandbankerne. Vi fandt et dejligt skyggested hvorfra vi betragtede disse dyr. Vi sad oppe på en høj sandbanke, hvor krokodillerne ikke sådan lige kravler op. Herfra kunne vi også se skyttefisk, som skyder med vand efter insekter over vandoverfladen, men disse skød ikke medens vi var der. Efter et stykke tid fortsatte vi op igennem dalbunden. På et tidspunkt gik Dennis, Magnus og Frederikke ned på stenene og ud midt i floden, hvorfra der var et flot skue både op og ned gennem dalen. Ja, og når man nu alligevel er nede i flodsengen, så gik de lidt tættere på krokodillerne, men holdt alligevel en sikker afstand. Pludselig slog en af dem et ordentlig slag med halen og især Dennis blev forskrækket, men der skete ikke mere. 

Efter Windjana Gorge nationalpark gik turen nogle km videre langs det gamle barriererev til Tunnel Creek nationalpark. Der skulle vi gå igennem en tunnelgrotte på 700m. Vi gik i vand til knæerne flere steder og måtte lyse med vores egne lygter. Et sted i grotten var loftet kollapset og der var en lysning i tunnelen med rigtig mange flyvende ræve. Det er en slags store sorte flagermus der hviler sig om dagen. De larmer konstant og basker rundt fra træ til træ eller ind og ud af grotten. Det susede rigtig meget når de fløj lige hen over hovederne på os og det er tydeligt at høre at deres vinger ikke er de mest effektive. Vi var lidt nervøse for om vi skulle møde krokodiller her, men det var ingen, det er nok for koldt i grotten til dem, men lige udenfor grottens anden indgang så vi et firben på ca. ½ m ligge og sole sig på en sten i vandløbet.

Herefter gik turen videre til Wolfe Creek Crater Nationalpark. Det blev noget af en nat kørsel. Først så vi et væltet road train, som var helt udbrændt. Det så ikke godt ud. Her i Australien bliver det meget tidligt mørkt, det har nogle fordele, men der er også ulemper. Det er køligere om aftenen, og mere behageligt at køre, men der er meget kvæg der græsser langs vejkanterne. Og så er der lige kænguruerne ej at forglemme. Der var så mange af dem at vi nærmest kørte slalom imellem dem, og når det samtidig var på jordvej, blev det ikke bedre. På en strækning på 150km var der mindst 150. Det er heldigvis de små wallaby men de giver stadig et ordentlig bump når man rammer dem. Den aften havde vi 2 fuldtræffere, som vi ikke nåede at undvige. Der skete dog ikke noget med os eller bilen, men kænguruen fløj igennem luften. Vores fart er ikke høj, kun 70-80km/t og derfor var der ingen skader på bilen. Mary er heller ikke udstyret med kængurufanger, som mange af de lokale biler er. Nu forstår vi godt fordelen heri, for så kan man kører 110-130km/t uden at bekymre sig om man støder ind i kænguruerne. Nå, men vi kom frem til Wolf Creek og lagde os til at sove for natten.