Vi stod tidligt op. Det var der flere gode grunde til. Først og fremmest så blev det rigtig varmt i stort set samme øjeblik som solen brød frem over ”bjergene” ude i horisonten. Dernæst så var det om at få ordnet alt inden der begyndte at komme alt for meget trafik på vejen, for det ville sende en stor støvsky ind over os hver gang. Ja, og så ville vi også gerne afsted tidlig på dagen inden solen blev alt for kraftig. Dennis var næsten ikke andet end lige kommet ud af bilen, før han hørte en lastbil nærme sig i det fjerne. Kort efter kom et roadtrain buldrende forbi med 3 store tankvogne bagpå. Den rejste en støvsky så massiv at vognene næsten ikke kunne ses for bare støv. Vognene havde engang været hvide, men alt bag trækkeren var bare rødt af støv. Chaufføren så os, og vi fik et ordentlig båååååååååt.

Dennis kørte den første del af vejen, op til ”Marble Bar”, som er den varmest by i Australien. Selvom byen ikke er andet end en samling huse, 2 tankstationer og et Roadhouse (købmandsbutik), så var der både turistkontor, skole og udendørs swimmingpool. Her tankede vi op til den dyreste pris vi havde set på turen, ca. 2kr. over sædvanlig literpris. Men med udsigt til ikke at vide hvornår næste tank var i sigte betalte vi gerne denne ”overpris”.

Kort før Marble Bar, ender denne del af jordvejen og der er en asfalteret vej ude fra kysten ved Port Hedland og skråt sydøst ned forbi Marble Bar, ned til nogle miner i dette område. Her er bl.a. fundet en del guld. Ved denne asfalterede vej, holdt roadtrainet fra i morges og chaufførerne var ved at banke støv og sten af dækkene, før de kørte videre ad asfaltvejen. Dette var for ikke at smide det på asfaltvejen, hvilket vi syntes var pænt af dem.

Vi nåede lige at få ca. 25km asfaltvej, før vi igen drejede af og fortsatte ad jordveje. Denne jordvej var ca. 140km og ville spare os for 60-70km i omvej. Her var et skilt om at roadtrains max må køre 80km/t. Normalt må de køre 110km/t, medmindre der er fri hastighed. Vi kom forbi flere støre udtørrede floder og kom også op igennem lidt småbjerge, som var røde på nordsiden og grønne på sydsiden. Dette skyldes at solen bager på nordsiden og svider alt af, og på sydsiden, hvor der er lidt mere skygge kan der gro spinnefix (de meget stikkende græstuer). På denne strækning mødte vi kun enkelte biler, og her var virkelig øde. På et tidspunkt kom vi til en jernbane, som vejen gik langs med i en 5-10km inden vi krydsede over. Herfra var der ca. 60km stik nord ud af snorlige jordvej. Vi er efterhånden tæt på ”Great Sandy Dessert” og flere steder skiftede underlaget fra fast jordvej til løs rødt sand. På flere af disse sandstrækninger så vi flotte fatamorgana ude i horisonten.

Pludselig ser vi nogle hvide sandklitter i det fjerne. Det var dejligt, for så er vi snart fremme ved havet, hvor der igen er asfaltvej. Vel fremme ved hovedvejen holdt vi en kort frokostpause medens Dennis fyldte dækkene helt op med luft til asfaltkørsel. Vi fortsatte knap 60km mod øst og drejede ned til vandet ved ”Eighty Mile Beach Caravanpark”. Her var en dejlig oase med nyvandede græsplæner og skygge fra palmer og eupkaluptustræer midt i alt det støvede bush. Det er også et sted hvor der fanges mange store fisk fra stranden. Rasmus spottede hurtigt en mand med flere hajer i bagagerummet. Frem med fiskestængerne og få købt noget madding for at komme ned og fiske. Men ak, vandet var løbet ud af stranden. Tidevandsforskellen er meget stor her og vandet var på vej ud, så vandstanden på den flotte sandstrand var allerede faldet ca. 5m og der var langt ud til vandet, som nu bare var fladt muddervand. Men hvilket mudder. Helt fint hvidt sand og ler, som laver det dejligste mudder mellem tæerne, og så selvfølgelig en del skaller. Så hvad vi må vente med at opleve til i morgen med at fange fisk, fik børnene så rigeligt igen i at lege med mudderet. Her fik vi så den flotteste solnedgang vi endnu har haft. Vandet var helt ”fladt” og stille da solen forsvandt i horisonten, medens de flotteste farver i lilla var mod øst.