Vi havde sovet fantastisk. Vi vågnede lidt sent, da vi endnu ikke har vænnet os til tidsforskellen. Stille og roligt blev vi færdige og kørte videre nordpå. Ved byen, Maungaturoto drejede vi vestover til vestkysten og var bla. indenom et museum for de gigantiske kauritræer, der engang voksede her. Kauritræet bliver op til 2.000år gammelt og træet er i en fantastisk god kvalitet med lige årer uden knaster og hårdt træ. De kan mest sammenlignes med egetræer. Mange af træerne havde over 200m³ træ bare i stammen. Nybyggerne her fældede disse kæmpetræer for deres træ og for deres harpiks, der blev brugt til mange formål og var deres vægt værd i guld. Efter museet kørte vi ud og så et par af de gamle bevarede kauritræer. Det ene er skovens konge, den største af de tilbageværende med en stamme på ca. 250m³, den anden er skovens fader, den ældste som menes at være over 2.000år gammel. Det var nogle prægtige træer og se på.

Solen var nu tæt ved at gå ned da vi kom til den lille by Omapere ved fjorden Hokianga på vestkysten. Vi slog os ned på en rasteplads med storslået udsigt over fjordindgangen med de prægtige sandklitter på den anden side.