Det har regnet en del i nat så der stod en del vandpytter rundt omkring, som børnene nød at cykle igennem Vi nød en dejlig stille morgenstund og pakkede lejren sammen i ro og mag. Det er tid til at forlade denne dejlige ø da vi skal tilbage til fastlandet for både at proviantere og få arrangeret transport af Mary til New Zealand. Sidst på formiddagen begiver vi os af sted ad en indlandsvej ned forbi flere af de store søer her. Vi gør holdt ved to søer på vejen. Den første er en ligeså klar og dejlig sø, som Lake Mckinsey og her holder vi en badepause på ½ time. Vejret er ret overskyet og blæsende, så det var ingen postkortidyl, men vandet var dejligt varmt. Dennis tog sig en længere svømmetur ud i bølgerne og så et par skildpadder ved en sivskov. Magnus ville gerne med ud og se dem, så de svømmede sammen af sted igen og Magnus fik set en skildpadde herude i de oprørte bølger. Det er tydeligt at Magnus efterhånden svømmer ret godt når han kan klarer denne svømmetur ud i bølgerne.

Lige som vi var på vej op af vandet kom der en hel busfuld unge mennesker, så det passede os fint at forlade stedet. Turen fortsatte ad de snoede og sandede hjulspor igennem skoven. Skoven varierer meget her alt efter hvor lang tid siden sandklitterne er dannet. Midt på øen er der regnskov, omkranset af et bælte af høje eucalyptustræer og i de rigtig gamle sandklitter er der spredt og åben eucaluptusskov da rødderne her ikke kan nå ned til næringsstofferne dybt nede i sandet. I denne type skov var den sidste sø vi så. Vandet heri var stærkt farvet af regnvandets vej igennem skovbundens blade og grene inden det nåede søen. Så vandet var helt rødt at se på, og gik vi bare ud i soppedybde, blev vores fødder helt røde. Efter et hurtigt kig på denne sø kørte vi videre for at kunne nå ned til færgen inden tidevandet blev alt for højt.

Vi har nok kørt 1½ time i alt igennem skoven inden vi nåede stranden. Vandet var længere oppe end vi havde forventet så vi skyndte os af sted ned ad stranden. Vi vidste at om 2½ time ville det være højeste vande og derfor havde vi kun ½ time til at nå ned til færgen, medmindre at vi ville tage højvandsvejen inde i landet. Denne vej havde vi dog hørt en del forfærdeligt om, så vi ville gerne undgå den. Vejret var blæsende og bølgerne store medens vi kørte sydpå. Sandet føg så alle tidligere spor var lynhurtigt føget til med sand, hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere at køre. Mary var kun lige i stand til at trække sig frem i 2. gear, så stor var modstanden i sandet. Efter et kort stykke på sandet kan Mary ikke mere og vil til at grave alle futterne ned i sandet. Vi har ikke tid til nogle nykker fra hendes side så Dennis og alle børnene hopper ud for at lukke luft ud så hurtigt som muligt. Flere gange kommer bølgeskvulpene helt op til dækkene medens vi sænker hendes dæktryk til sandkørsel. Nu kan Mary komme frem igen men det hyler fælt fra dækkene når vi kører igennem sandet. Denne hylen er helt almindelig når man kører i dybt sand, men også et signal om at det er rigtigt tungt at køre i. Vi kører i 2. gear og motoren må arbejde hårdt. Alle varmeapparater må tændes på fuld knald for at hjælpe til kølingen af motoren medens Dennis og Mary kæmper om at nå frem forbi de svære passager inden tidevandet kommer for langt ind.

Vandet og bølgerne kommer længere og længere op på stranden og vi har endnu ikke nået forbi de svære passager. Dennis og Birgitte bliver enige om at det er sikrest at vende om og køre tilbage og tage indlandsvejen. Denne beslutning var den rigtige. Allerede efter ca. 1km på tilbagekørslen kunne vi se at vores egne spor var føget til og tidevandet var også kommet op til dem flere steder. Vi nåede nu en indgangsvej til højvandsvejen og vi kan alle ånde lettet op da vi er i sikkerhed heroppe. Højvandsvejen var dog ikke så slem som beskrevet. Det eneste slemme var at den var rigtig corrogated, altså som et vaskebræt at køre på. Den slags veje har vi efterhånden kørt omkring 2.500km på her i Australien, så det var bare om at få lidt mere luft i dækkene og så ellers op i hastighed så vi ”flyver” hen over ”bakketoppene”. Vi kommer ned til færgen og kommer med den sidste tur fra øen den dag.

Om bor på færgen var også en anden bil med bl.a. et par danskere og nordmænd i en lejet Toyota LandCruiser. De havde haft 3 forfærdelige dage på øen. De havde siddet fast flere gange, og stemningen var bestemt ikke god. De jublede da de nåede færgen og var vel ombord. De havde lejet en være skrammelkasse, og havde ikke fået nogen særlig god instruktion. Flere af dem kendte ikke hinanden, og kun 3 var over 21 år og måtte køre bilen. Det er et stort ansvar for chauførene at påtage sig, med så lidt instruktion, samt at de ikke må lukke luft ud af dækkene, eller køre på stranden. Så vi kan godt forstå at de var lykkelig for at komme helskindet igennem. Vi hjalp dem lige med at få vasket det værste salt af bilen da vi har nok vand med.

Ovre på fastlandet ser vi på en tidevandstabel at vores oplysninger om tidevandet ikke passede. Tidevandet var højest 2 timer før end vi forventede, derfor kunne vi ikke passere på stranden som vi ellers forventede. Vi fandt en vaskehal og fik vasket alt salten af Mary, og hun fik en ekstra skylning af undervognen inden vi kørte ind til nærmeste by for at få en dejlig og velfortjent Pizza.