Vi havde overnattet på en rasteplads sammen med et par lastbiler og på tankstationen overfor var der mulighed for at tage brusebad, så her var hele familien i morgen bad inden vi kørte videre. Landskabet vi nu kom igennem var store skove og klimaet var knap så tørt mere. Vi kørte videre mod Border Ranges Nationalpark, som ligger ved grænsen mellem New South Wales og Queensland. Denne nationalpark består af en række ”bjerge” med regnskov på. Disse ”bjerge” var resterne af en gammel vulkan, som var aktiv for ca. 20-22mio år siden.

Vi har flere gange hørt om regnskove i Australien, men med alt det tørre ørkenlandskab vi har været igennem, var det lidt svært at forestille sig at her skulle være rigtig regnskov. Vi kom til ”foden” af bjergene og begyndte opstigningen. Landskabet heromkring bar tydeligt præg af at være gammel skov, som var ryddet af nybyggerne for at give plads for deres græsmarker. Der var mange små stejle bakkekarme op imod selve bjergene. Selve opstigningen foregik ad en meget stejl og snoet skovvej, som heldigvis var belagt med store skærver, der sad godt fast. Mary kunne kun lige klare opstigningen i 1. og 2. gear.

Vel oppe, kørte vi ind i parken. Her mødte os et flot syn af en tæt regnskov med en blanding af høje træer og mindre forhistoriske palmer. Overalt hang der lianer og andre slyngplanter ned fra træerne og flere steder hang de helt ned og stødte på Mary. Vi fandt en dejlig parkeringsplads hvor Mary fik en velfortjent pause medens vi gik et par ture ind i denne jungle. Vi gik langs et vandløb, hvori vi så et par kreps. Skoven var fuld af mange spændende typer af vegetation. De flotteste var nogle liljer, på op til 2m højde. Vi kom også forbi et stort gammelt rødt cedertræ, som er omkring 1.000år gammel og 47m højt. I sin tid var her mange af disse flotte gamle træer, men nybyggerne fældede stort set dem alle sammen for at få deres værdifulde træ.  

Vi kørte videre og i et skovsving så Dennis et stort firben løbe ud på vejen og ind igen. Dennis stoppede Mary og løb tilbage med kameraet for at få et billede. Dette firben var at en type, som vi ikke havde set før. Det var meget godt camoufleret og stolede så meget på sin camouflage at det overhovedet ikke flygtede ved vores ankomst. Det blev liggende fuldstændigt stille medens vi stod og kiggede på det. Det ikke så meget som blinkede med et øje og trak knap vejret. I munden holdt det sit bytte, et insekt, og dette blev ej heller spist eller rørt på nogen måde.

Ved et udsigtspunkt kunne vi se ud over et par dalstrøg, der var totalt uberørt af menneskehånd. Denne del af skoven kaldes derfor ”den glemte verden”. Eneste måde at komme herind er på vandretur med kort og kompas.

Hen mod aftenstid fandt vi et lille dejligt campingområde med græs og bål steder midt i skoven, hvor vi overnattede. Om aftenen begyndte det at småregne, ikke meget, men nærmere lidt stille støvregn.