Efter morgenmad og pakning af bilen skulle vi gå til ind til grotterne. Det er en tur på i alt ca. 9 km, så vi havde lidt mad og drikke med. Dennis var blevet rimelig frisk og havde mod på at gå med. Vi gik igennem junglen for at komme til den store grotte, med verdens største grotteåbning. Og den var kæmpe stor. Samtidig var alle stenene og klipperne helt grønne af alger og mug, hvilket gav denne grotteindgang et noget dystert indtryk.

Flere steder hang der lange træstænger ned fra loftet, som de lokale bruger, når de kravler rundt og samler svalereder. Disse reder laver svalerne af deres eget spyt, og især kinesere giver op til 1.000$ for en rede, blot for at lave suppe af den. Nå vi så dog ingen i aktion for at samle reder. Vi fulgte stien dybere og dybere ind i grotten. Her var ingen kunstig lys og snart var vi i totalt mørke. Heldigvis har vi pandelygter med så vi fortsatte med godt mod, lige indtil Magnus udstødte et skrig. Hans lyskegle havde ramt et af de insekter, som bor herinde. Dette insekt lignede en mellemting mellem en kæmpe græshoppe og en kæmpe edderkop. Den er næsten 10cm lang og har nogle 15cm lange følehorn. Når man er så dybt inde i en grotte og kun har sin pandelygte, så er et sådan insekt meget skræmmende at møde. Og det bliver ikke bedre af at se mange af dem. Nå, men vi måtte mande os op og komme videre ind i mørket.

Vel igennem det dybe mørke, så vi igen lys forude. Denne grotte vi er inde i har flere udgange. Fra den udgang vi nu kom til var der kort vandretur over til en anden grotte med nogle gamle hulemalerier. I disse to huler er der fundet menneskerester, som er ca. 40.000år gamle, de ældste i denne del af verden. Hulemalerierne er selvfølgelig godt beskyttet af hegn og pigtråd, ligesom de arkæologiske udgravninger i grotterne er. Vi fandt dog hurtigt nogle flotte hulemalerier længere inde i grotten og dybere nede var der nogle friske arkæologiske udgravninger af flere menneskegrave. Disse begravelser foregik i en slags både som kister. Bådene skulle fragte de dødes sjæle, på den farefulde færd, fra denne verden til de dødes verden. Bådene lå desværre bare i en dynge og de jordiske rester af de gamle mennesker var bare dækket af sorte plastiksække. Ikke ligefrem den omhyggelighed at vi er vant til at håndtere værdifulde historiske grave.

Nå, nu var det tid til at vende tilbage igen. Men tanken om at skulle tilbage igennem grotten med de ”store uhyre” var ikke lige noget for hverken børn eller voksne. Det gik dog godt. På tilbagevejen igennem junglen tog vi en afstikker ud til en nærliggende landsby for de oprindelige mennesker i junglen. Her bor folk i rigtig rigtig lange langhuse, og bilerne holder nedenunder. Men denne landsby var ikke noget specielt, andet end at muslimer og andre indvandrere ikke måtte bo her.

Vel ude af parken fik vi den gode nyhed at der var plads til at vi kunne overnatte endnu en nat her. Det tog vi imod, især da klokken efterhånden var kommet godt ud på eftermiddagen og det er noget mere behageligt at overnatte her end i storbyen Miri.