Ved 8 tiden om morgenen blev vi vækket af larmen fra et par familier, der parkerede lige ved siden af os og havde både børn og en masse motorcykler med. Vi havde jo overnattet ved floden ved et område tilegnet motorsport, så der var ikke andet at gøre end accepterer larmen. Vi fik morgenmad og kørte ind til Chrischurch. Her fik vi handlet ind og fundet en campingplads hvor hovedmålet var at få vasket tøj.

Herefter cyklede vi ind til centrum og så botanisk have og museet. På museet var der en god udstilling om de forskellige ekspeditioner til Sydpolen, som er udgået herfra igennem årene. Selvfølgelig var der om kapløbet om at nå frem til Sydpolen først, og hernede er de vidst lidt kede af at Nordmanden Roal Amundsen bogstavelig talt overhalede Scott’s gruppe indenom og nåede først frem til Sydpolen. Men i hvert fald er der en stor flot udstilling herom. Udstillingen viste at de var meget stolte af Scott, som var den 2. til at nå sydpolen. Dette virker lidt underligt da Scott jo bogstavelig talt blev overhalet indenom af Nordmændene og deres slædehundespænd. Nordmændene kommer først til Sydpolen og planter det Norske flag, herefter sætter de et telt op med forsyninger m.m. til Scott inden de vender sikkert tilbage. Scott og hans folk kommer frem til sydpolen, men ingen af dem vender tilbage i live.

En anden og nok ligeså interessant udstilling er om hvordan Sir Edmond Hillary (den første mand på toppen af Mount Everest og så var han oven i købet fra New Zealand) kørte tværs over Antarktis i en Ferguson traktor med snekæder på. Dette var første gang et motoriseret køretøj var kørt til Sydpolen og videre tværs over antarktis. Egentlig var han bare dernede for at lægge depoter ud til et andet motoriseret køretøj, der skulle køre tværs over Antarktis, men da dette køretøj ikke kunne komme frem, vælger Hillary at fortsætte hele vejen ind til Sydpolen med sine 3 små ferguson traktore.

På museet vil Rasmus meget gerne ind og se udstillingen om Maorierne og deres flotte våben i grønsten. Udstillingen her var dog noget anderledes i sit budskab end dem vi har set i Auckland og andre steder. Her fremstilles Maorierne nærmest som kulturløse primitive indfødte, der levede i huler m.m. De andre steder vises virkelig Maoriernes store kultur og deres kulturelle arv som virkelig danner rygraden i meget af den New Zealandske kultur i dag. Forklaringen til denne forskel i udstillingerne kan måske findes i at mange af indbyggerne i Christchurch ser byen som den ”sidste ægte britiske by” og hermed også viser den måde at briterne har behandlet de indfødte på rundt omkring i verden. Hvem ved?

Vi cyklede tilbage til campingpladsen og fik aftensmad. Rasmus er helt vild med at cykle og fortsatte med at cykle til han havde kørt lidt over 20km.