Vi vågnede op til en dejlig solskinsdag med frisk vind. Lige hvad vi havde brug for efter gårsdagens blæsende regn og støvregn. Efter morgenmaden var vi igen ude at se på sælerne. Her er rigtig mange pelssæler og vi så nok 10-20stk på den pynt vi var på. Vi kørte videre sydpå, men allerede efter få km holdt vi ind igen for at se på en anden sælkoloni. Her så vi også unger ligge på klipperne og dase, samt mange der svømmede rundt ude i havet.

Hannerne bliver op til 200kg, og kendes på deres størrelse og kraftige muskuløse nakke, hunnerne er noget mindre og har slank hals og er buttede om rumpetten. Vi er dog lidt i tvivl om det er sæler eller søløver vi ser. Skiltene siger pelssæler, men de er meget adrætte og hopper rundt inde på land på deres luffer og ligner meget søløverne i søløveshowet i Faarup Sommerland.

Ved middagstid ankom vi til byen, Kaikoura. Det er her man sejler ud og svømmer med delfiner eller sejler ud og ser på hvaler. Alt var dog fuldt booket frem til midten af januar, så vi valgte at komme tilbage hertil på tilbagevejen. Vi kørte ud på spidsen af Kaikoura halvøen, hvor vi spiste middagsmad og så på endnu nogle sæler. Herude var der også en flot udsigt over bugten med de sneklædte bjerge i baggrunden. Denne del af New Zealand hæver sig med 7-10mm om året, hvilket har dannet en flot flad halvø med eroderede kløfter.

Vi fortsatte sydpå, ca. 20km til et sted hvor det er muligt at finde fossiler. Det var dog ikke lige til at komme frem til stedet. Først var der en lang vandretur på ca. 1½ time langs jernbanen og derefter ned gennem buskene til stranden før vi var der. Til gengæld vrimlede det med vættelys her. Der er mange på Møns Klint, men på enkelte steder her er der endnu flere. De ligger bare ikke lige og flyder på stranden lige til at samle op som på Møn. De ligger derimod fastlåst i sandstensklipperne hvor de er dannet. I disse klipper og sten ligger de så i lag på ca. 5-10cm tykkelse. Vi fandt mange sten fyldt med vættelys og tog kun de flotteste med. Magnus fandt desuden en forstenet hajtand, en rigtig flot en som han var meget glad for. Frederikke fandt en stor sten med mange hajtænder og vættelys, den vender vi tilbage til i morgen med hammer og mejsel.

Her på stranden fandt vi også to døde sæler og på et tidspunkt kom vi til en lille sælkoloni. Tidevandet var på sit højeste så der var ikke meget plads til at komme sikkert forbi dem, så vi valgte at vende om og lade sælerne ligge i fred. Disse dyr ligger og sover på stranden og vækker man dem, så er de morgensure og kan godt finde på at jage en. De bider, og deres bid giver nogle grimme infektioner. Det bedste er at råbe til dem fra sikker afstand og vente til de selv lunter ud i havet, inden man passere dem. Især hannerne skal man passe på.

Stedet for overnatningen blev hurtigt valgt da vi kom tilbage til Mary. Nemlig nede ved stranden, lige over højeste tidevandsmærke med flot udsigt over havet og den stenede strand med alt sit drivtømmer og de mørke sten.