| Fredag d. 22.08.08: Coral Bay - Cape Range Nationalpark i Australien
Kørt 248 km i dag. I alt 2635 km.
  I går Kalender I morgen  
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Vi skulle videre fra Coral Bay i dag da campingpladsen er fuld booket for de næste dage. Vores plan var at køre videre nordpå til byen Exmouth og derfra ud i Cape Range Nationalpark, hvor der skulle være rigtig flot natur og flot koralrev. Dennis var meget svag af sin medicin og lå og sov i bunden af bilen hele vejen. Vi fik hurtigt provianteret i Exmouth og skyndte os ud til parken. Der er kun et bestemt antal campingpladser derude, og med weekenden for døren var det med at være forrest i køen. Inde i nationalparken er det primitive campingpladser uden andet end toiletter, så vi skal have alt med derind, også vand.

Ved ankomsten til parken fik vi at vide at alle campingpladserne var fulde, men der var enkelte pladser tilbage på deres ”overflowscamp”. Dette er den ringeste af campingpladserne, hvor de kun lader folk overnatte indtil de kan få en plads på en af de bedre campingpladser. Denne plads var der heller ikke meget sjovt ved, så cyklerne blev hurtigt taget af bilen og Birgitte og børnene cyklede en tur ned til stranden hvor børnene legede i sandet og fik gravet en del kanaler.

Landskabet herude har vi fået beskrevet som et meget smukt landskab. Vi har svært ved at se det meget smukke i det. Det er tørt og støvet bush, hvor kun de mest hårdføre planter overlever i denne næsten ørken. Vandet er dog flot, blåt og klart. Langt ude fra kysten ligger Ningaloo koralrevet. Her brydes bølgerne og bag revet er der meget roligt vand. Det er et flot syn at se disse store hvide bølger flere hundrede meter ude i havet.