Vi kom hurtigt frem til den lille kystby Lancelin, hvorfra vi ville tage en offroad tur op til en nationalpark. En tur på ca. 130km langs kysten og igennem bushen. Turen startede i byens udkant i et område med nogle rigtig store sandklitter i kridhvidt sand. Her var en hel ”park” fuld af diverse køretøjer til at lege i sandet med. Både små 4wheel drivere og motorcross cykler, diverse sandbuggies og store 4wd busser. Ja og selvfølgelig en hel del almindelige 4wd biler. Vi fulgte sporet ud til kysten og kørte bag et par andre biler. Ude ved kysten var udsigten dog ret flot og vi tog farten lidt af for lige at nyde udsigten. Det skulle vi dog ikke have gjort, for straks benyttede Mary sig af lejligheden og begravede alle fire futter dybt i sandet og tog sig et godt langt hvil på maven. Hun var bare ikke til at rykke ud af stedet. Hun ville hverken frem eller tilbage. Jo mere vi forsøgte, jo mere gravede hun bare sine futter ned i sandet.

Nå, vi fik sandstigerne ned fra taget og gravet ind under hjulene, men det var først da Mary fik et tov bundet i snuden og blev trukket i næsen af en anden bil, at hun gik med til at komme fri af sandet. Vi besluttede os for ikke at køre videre ad stranden. Det samme besluttede stort set alle de andre Land Rovere og Toyotaer, som kom herud. Vi kørte i stedet ind igennem klitterne og ind i denne hvide sandørken med store sanddriver og inden vi fik set os om var vi faret vild herinde i denne hvide verden. Heldigvis kunne vi følge vores egne spor ud igen.

Efter at have brugt den halve dag i sandet valgte vi nu at tage den mere civiliserede vej nordpå. Dennis mente at det jo bare var at køre ud på hovedvejen igen og så køre mod nord. Men et stykke mod nord endte vejen lige pludselig. Vi kunne nu enten køre tilbage igen og tage en større omvej (ca. 100km) eller prøve lykken ind ad de små veje. Vi prøvede lykken og kom forbi en del mindre gårde. Vejen ophørte med at være asfalteret og vi kørte nu på de berømte knaldrøde jordveje. Hvilket egentlig er ok. Pludselig ser Birgitte et par Emuer inde på en mark. Der var i alt fire stk. af disse kæmpefugle, som stille og roligt løb væk. Lidt senere råber Frederikke at der er kænguruer inde på marken. Vi andre forsøger at fortælle hende at det altså er kvæg, at der er inde på marken. Men hun holder stædig fast, og siger at køer jo ikke kan hoppe. Og ganske rigtigt, inde ved kvægflokken er der en lille flok kænguruer på 4-5 stykker. De hopper væk da vi stopper bilen.

Dagens overnatningssted er på en rasteplads ude i bushen. Her laver vi et bål på bålpladsen og tager vores nye støbejerns bålgryde i brug. Den virker fantastisk til opgaven.