I dag var en stor dag for os. Vi tog ud til firmaet, Cargo Port, som tager sig af håndteringen af containeren. De havde fået containeren fra havnen i går og var klar til at vi og første hold toldere kom forbi. Vi tog toget ud til Freemantle og gik herfra, da vi ikke lige vidste hvilken bus der gik derud. Gåturen var noget længere end forventet og tog næsten 2 timer. Til sidst var vi fremme og fik ordnet de sidste papirer og tolddokumenter. Så skulle containeren åbnes. Birgitte og Dennis blev bedt om at være til stede medens plomberingen blev brudt. Det var et dejligt syn at se bilen igen. Den lignede sig selv og havde klaret rejsen rigtig flot.

Vi fik dog ikke lov til at bakke Mary ud af containeren endnu. Men det var for vores skyld. Ved siden af containeren var de nemlig ved at læsse nogle ret tunge reservedele på et lastvognstog, og de ville nødig risikere at ramme vores bil med deres gaffeltrucks. Det var ret fascinerende at se dette lastvognstog og vi fik os en lille snak med chaufføren. Birgitte og børnene var også en tur oppe i førerhuset. Chaufføren fortalte at denne trækker, (traktor, som de kalder den) måtte trække op til 4 anhængere når han kørte ”Roadtrain”. Med 4 anhængere måtte han have 180tons last på, og i den nordlige del af Australien er der fri hastighed. Her kører han normalt 140km/t. Han grinte lidt da han fortalte om hvor meget den bagerste anhænger slingrer fra side til side ved disse hastigheder. Da Dennis spurgte om hvor lang bremselængde den har ved denne hastighed, kiggede han underligt på ham og svarede at han virkelig ikke ønskede at bremse i den hastighed. Men skulle han gøre det, så var bremselængden mellem ½ og 1km. Men han gjorde det nødigt, for det ville tage ham ca. 10km at komme op i fart igen. Den store kraftige kængurufanger foran talte sit tydelige sprog om at han nok mente det seriøst, at han ikke stopper for noget.

Nå, nu kom tolderen, han skulle se om bilen nu også var den rigtige bil. Dennis kravlede ind i containeren og startede Mary. Hun startede i første forsøg, og det var tydeligt at hun var glad for at komme ud igen, efter 44 dage i den mørke og trange container. Tolderen fik udleveret vores Carnet, og spurgte om at måtte se motor nr. og stel nr. Øhhh, hvor var det nu lige at det var? Jo, motoren ligger bagi og stel nr. er nok også der. Så han ville have at vi skulle åbne op til motorrummet. Men da han så at vi så var nødt til at tage en del bagage ud, så mumlede han noget for sig selv, og gad alligevel ikke se det. Vi fik herefter de nødvendige stempler.

Nu, kunne vi så få bilen efterset af karantæne myndighederne, som skal efterse at der ikke kommer fremmede livsformer ind i Australien. Klokken var efterhånden blevet over 15 og der var ikke lige en ledig karantæne tolder i nærheden, så vi var nødt til at tage hjem uden Mary, suk.