| Søndag d. 9. April 2006

 
 
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

I dag skulle vi med bus til Bangkok. Det er første gang vi tager afsted med bus om morgenen og således undgår at sove i bussen. Vel ankommet til molen, hvorfra katamaranbåden sejler, begyndte det at regne voldsomt. Det simpelthen piskede ned. I løbet af få minutter stod himmel og hav i et. Drengene var meget fascineret af at se på alt vandet, som skyllede ud over stranden og snart farvede det flotte klare havvand brunt og gråt med alt hvad det måtte bringe med sig. Heldigvis stod vi i tørvejr indtil vi skulle ud til båden. Men løbeturen de ca. 100m ud til båden føltes lang og alle blev gennemblødte. Alle tænkte kun på at komme i tørvejr inde i båden, så de stakkels billetkontrollører var magtesløse. Alle kom ind og billetterne blev kontrolleret inde i tørvejr. Herinde var det med at skifte tøj, især børnene frøs. Det er på et sådan tidspunkt at man savner sin regnjakke.

Vi kom godt afsted og efter en times tid begyndte det at klare op. Børnene sad ved os, så vi kunne varme hinanden indtil vi var tørre. Rasmus havde virkelig glædet sig til at skulle sejle med katamaran, men den stakkels dreng faldt i søvn og sov det meste af vejen. Vel ankommet til fastlandet var det fint tørvejr. Her skulle vi vente en times tid inden bussen til Bangkok kørte.

Bussen var en dobbeltdækker og vi sad på de forreste sæder nedenunder. Dennis havde våde sandaler fra i går, så hans tæer lugtede ikke særligt godt da han tog sandalerne af. Et par Thaier beklagede sig over lugten, og bad os alle tage sandalerne på igen. Men det hjalp ikke meget, for et par våde sandaler, de lugter! Ja og som om det ikke var nok, en times tid inden Bangkok, så kastede Frederikke pludselig op. Det kom så hurtigt at hun ikke nåede at varsko om en pose. Derfor drejede hun hovedet og kastede op på midtergangen. Hvis det havde lugtet af sure tæer, så var det ingenting imod dette, så stakkels de andre passagerer. Vi havde helt medlidenhed med dem.

Vi ankom til Bangkok ved 21 tiden, og fandt hurtigt vores ”stamguesthouse”. Her var der lige plads til os alle, i et rum med 4 senge. Vi gik hurtigt til køjs, da vi skal tidligt op i morgen og videre til Ko Samet.

Dagens vejr; Kraftig regn først på dagen og opklaring senere ca. 25-30oC.

 

Regn på Ko Tao.

Regn på Ko Tao.