I dag var sidste dag på vores lange køretur. Vi skulle køre det sidste stræk fra Toungoo til Yangon. En tur på ca. 5-6 timer, og det er meget varmt hernede i lavlandet. Vi har haft en super chauffør. Magnus, Rasmus og Frederikke har været rigtig glade for ham under hele turen, og vi har været glade for at blive aflastet. Især Rasmus og Frederikke elsker at komme op til ham, få massage på ryggen af ham og i det hele taget få hans opmærksomhed.

Køreturen i dag føltes lang. Vi havde kørt denne vej før, og vidste der ikke var noget at se. Men der kommer af og til overraskelser og det gjorde der også i dag. Inde i en lille by, var der fest og musik. Det viste sig at være en fest for nye munke. Her var der nogle børn, der blev båret rundt, efterfulgt at en masse mennesker i optog med sang og musik. Vi stoppede straks bilen, og fik taget fotokamera og video frem. Munkene bliver båret 3 gange rundt om byens pagode. Efter første omgang stoppede det hele, nu stod alle og kikkede på os. Vi fik taget de sidste billeder og listede stille og roligt af, så vi ikke forstyrrede ceremonien alt for meget. De lokale var meget glade og stolte over at vi havde taget billeder af dem.

Ved ankomsten til Yangon spurgte vi vores chauffør om det var muligt at komme forbi det hus hvor Nobel prisvinderen, Aung San Suu Kyi, er i husarrest. Dette er dog ikke muligt for turister at kommer her forbi, da det er afspærret af militæret. Kun de lokale med ærinde i området og enkelte diplomater kan komme derind. Men senere på dagen kom vi alligevel så tæt på som det er muligt. Vi så vagterne, soldaterne og vejspærringen, samt kunne ane huset. Så det var alt vi fik lov at se.

Det har under vores ophold i Myanmar ikke været muligt at komme i kontakt med familien i Danmark. Mobiltelefonen er helt død og et simkort, der virker her, koster den nette sum af 3000$.

I mange byer er der overhovedet ingen internetforbindelse og når der endelig er forbindelse, så er der mange restriktioner på brugen. Bl.a. er det ikke muligt at sende eller modtage e-mails på vanlig måde. Mange hjemmesider er det desuden heller ikke muligt at komme ind på. F.eks. er det ikke muligt at komme ind på hjemmesiderne for hverken ”dansk bueskytte forbund” eller ”Aalborg Bueskyttelaug”. Begge sider giver meldingen ”acces denied, reason weapons”. Derimod er der ingen problemer med at komme ind på min egen hjemmeside, selvom her også er noget om bueskydning. Dette viser hvor lukket at Myanmar stadigvæk er og militærets angst for at befolkningen får for mange ”sjove ideer”.

En anden begrænsning i kommunikationen er strømforsyningen. De fleste steder er der kun strøm i få timer daglig, resten af tiden må de selv producere strøm på egen generator. Stabiliteten i strømforsyningen er desuden meget svingende, så mange steder har de en alarmfunktion på, når strømstyrken bliver for høj. Telefonforbindelsen er også meget svingende, f.eks. så findes der ingen tlf. bokse etc. Nej, man finder en dame ved vejen her er der et bord med 2-3 telefoner og så prøver man lykken her.

Da vi tog herover vidste vi ikke hvor lang tid vi ville være her, derfor har vi ingen returbillet. Vi havde håbet at vi kunne bestille vores retur billet til Bangkok, over nettet, men nej. Og indtil videre kan det ikke lade sig gøre at komme ud ad landvejen, uden en masse tilladelser. Det kan tage en hel del tid, og så er det ikke sikker vi får lov. Så vi tager den sikre vej, nemlig luftvejen tilbage til Thailand. Vi håber vi kan flyve d. 4. april. Men det tager 1 – 2 dage af få ekstra penge, samt at bestille flybillet.