I dag stod vi tidlig op, før solopgang. Målet var at komme op på toppen af bjerget, op til ”The golden rock”, en stor klippeblok, der står og balancerer på toppen af et bjerg.

Det viste sig at vi havde boet nogle få hundrede meter fra ”base camp”, så vi startede dagen med en rask lille gåtur hen til stedet hvorfra ”bjergbussen” kører op til ”2. base camp”. Denne bus består af en lastbil med tiplad, hvorpå der er lagt planker på tværs som sæder. Disse busser er overhovedet ikke komfortable og heldigvis fik vi plads inde i førerhuset sammen med lastbilchaufføren. Bussen afgår når den er fuld, hvilket den lige akkurat var da vi ankom. Turen op, var lidt af en oplevelse. F.eks. ved siden af lastbilchaufføren stod der en mand, altså ude på trinbrættet. Denne mand kom hele tiden med kommandoer og råd til chaufføren, en ung mand. Det hele virkede som om at den unge var i køreskole for at køre på disse stejle bjergveje og han klarede det ret godt. En anden sjov ting var skiltene. Flere steder var der skilte med et horn på, og ved hvert skilt blev der truttet voldsomt i hornet.

Efter 10 minutters kørsel var det pausetid. Alle lastbilerne ventede her fordi resten af vejen var så smal at der kun var mulighed for at køre i en retning ad gangen. Så vi ventede her indtil alle lastbilerne var kommet ned ad bjerget, før vi måtte fortsætte. Ventetiden brugte Dennis og Magnus til at udforske den nærliggende bjergbæk. Magnus viste her sine evner som klatremus på alle de store runde klipper, der ligger her. Pludselig kom der 2-3 lastbiler brølende ned fra bjerget og da de havde passeret os, var det tid at fortsætte. Der var efterhånden ankommet 5-7 andre lastbiler, så det var en hel konvoj, som satte op ad bjerget. Det sidste stykke vej var virkelig stejlt og med mange skarpe hårnålesving. Det var så stejlt at mange nok ville være ræd for at køre strækningen i personbil, og det var også tydeligt at disse lastbiler blev hårdt belastet.

Sikkert oppe ved ”2. base camp” var det tid at fortsætte til fods. Vejen var virkelig stejl betonvej, mest som at gå på trapper, men her kom alligevel af og til en lastbil susende forbi, tæt pakket med mennesker. Gåturen op var hård, især fordi varmen så småt var ved at indfinde sig. Dog glædede vi os over at vi ikke gik her midt på dagen i den værste hede. Flere gange blev vi overhalet af lokale med en stor kurv på ryggen/panden, hvori de bar både børn og alverdens vare. Der var også mulighed for at blive båret op i bærestole, båret af 4 lokale mænd.

Da vi nærmede os toppen, forlod vi vejen og fulgte en sti langs bjergryggen. Langs stien var der fyldt med boder og handlende med alverdens tingeltangel. Bl.a. legetøjspistoler i bambus, eller suppe lavet af skolopendre. Flere gange på turen var det muligt at se den store gyldne sten på toppen, med sit 7m høje spir ovenpå. Vi kunne også se mange andre templer på bjergryggene omkring os. Fremme ved toppen var det tid at betale for adgangen til hele tempelområdet. Herefter var det af med sandalerne og fortsætte barfodet. Det er nemlig ikke tilladt at betræde templerne med andet end bare tæer. Det er også ok, når det er nogenlunde varmt. Men heroppe på den nøgne bjergtop, var alt belagt med marmor, og de sorte marmorfliser var hamrende varme at gå på, så alle sprang spidsrod mellem de hvide marmorfliser.

Den gyldne sten var flot at se. Denne kæmpe store sten (7-10m i diameter) står og balancerer på klippekanten og har en 7m høj stupa (spir) på toppen og det ser ud til at den vil falde ned hvert øjeblik. Det er faktisk muligt at få den til at vippe, men den falder ikke ned. Alt er dækket med guld, både stenen og stupaen, deraf navnet, den gyldne sten. Det er en af landet vigtigste religiøse steder. Legenden vil vide at der inde i stupaen ligger et hår fra Buddha, og det er netop dette hår som får stenen til at holde balancen. Det er kun tilladt for mænd at komme helt tæt på stenen, så Dennis, Magnus og Rasmus fik hver et stykke guld, de kunne sætte på stenen. Frederikke og Birgitte kunne så tage billeder at det hele.

Heroppe fra bjergtoppen er der en storslået udsigt over landskabet med skovklædte bjerge. Nedenfor kunne vi se ”2. base camp” og et andet sted kunne vi se nogle lokale i færd med at brænde skoven af. Rundt i horisonten kunne vi se mange andre gyldne spir og templer. Det er virkelig ikke uden grund at Burma kaldes ”det gyldne land”.

Middagsmaden indtog vi på ”bagsiden” af bjerget. Her var en hel lille by af salgsboder etc. Vi fik bl.a. noget slik til dessert, som var lavet af olie fra palmerne. Efter maden gik vi tilbage til den gyldne sten, og betragtede den endnu engang. Den er altså stor og flot som den står her og balancere på klippekanten. Nogle lokale havde placeret gamle kikkerter på et hegn, som man kunne betale for at se i. Tre af dem var gamle ”sørøverkikkerter” af messing og en havde stemplet ”London 1944” på sig.

Her i weekenden er her mange mennesker, dog kun lokale og ingen udlændinge. Alt i alt så vi mellem 5 og 10 hvide blandt de mange tusinde lokale. Folk kommer her for at bede og ofre.

Nedturen fra bjergtoppen var ret lang og anstrengende. Middagsheden var på sit højeste og alle var trætte. Vores chauffør havde været med på hele turen og virkede som guide, han er en meget behagelig person og børnene har taget ham til sig. Dette skete for alvor da vi stod og ventede på at komme med en lastbil videre ned. Pludselig ville Rasmus løftes op af ham, og da han løftede Rasmus op, så var Rasmus pavestolt.

Vi kom sikkert ned med lastbilen og gik tilbage til vores ressort. Her fik vi noget at drikke sammen med chaufføren medens børnene straks var i gang med at lege. Resten af dagen blev brugt til at lege med mudder og sovegræs. Alle kom tidligt i seng da vi skal tidlig op i morgen og videre nordpå. Det vil tage os 2 dage at køre op til Burmas største sø ”Inle Lake” som ligger oppe på et bjergplateau sydøst for Mandalay. Her skal vi bl.a. se flydende landsbyer og flydende marker.