Puha, sikken en dag, fuld af mange positive overraskelser som ingen havde forventet!

Vi skulle tidligt op, og med fly til Burma. Vi var alle spændt på hvad der ventede os i dette lukkede land: Vi havde hørt diverse fortællinger fra andre rejsende, som alle var positive. Så var der ”Lonely Planet” der beskrev et bureaukratisk og strengt militærdiktatur, og til sidst at det meste af vesten har total boykot af landet. Så vi var meget spændte på dagens forløb.

En af de ting vi var mest spændt på var vores pc’er. Alle fortællinger gik på, at man ikke måtte have hverken kamera, mobiltelefon, pc’er eller andet med ind i landet. Det ville blive beslaglagt i tolden. Vi havde i de sidste par dage forsøgt at skaffe en sikkerhedsboks i Bangkok, hvor pc’er og andet isenkram kunne opbevares. Men uden held: Bankerne var enten udsolgte eller også havde de ingen sikkerhedsbokse. Alle var dog overbevist om, at det kunne lade sig gøre på posthuset. Det kunne det også, her var det nemt at få en sikkerhedsboks i form af en meget solid papkasse, som postmesteren mente var ”sikker” (safetybox). Sidste håb var i Bangkok lufthavn, hvor rygtet ville vide, at de havde sikkerhedsbokse. Her var det dog ej sikkert og de ville ikke tage imod værdifulde ting som pc’er, kamera etc. Så eneste mulighed var at tage det med til Burma, og se hvordan det ville gå.

Nå, men forinden var der lige en detalje med, at Bangkok Airways ikke ville udlevere vores billet til os. Deres begrundelse var, at vores visa ikke var i orden. I Dennis’s pas var der 3 visa og ”det var jo et for lidt, når der også skulle 3 børn med”. Rent faktisk var der et visa til hver af drengene og et til Dennis incl. Frederikke. Det tog os lidt tid at overbevise dem om, at Frederikke rent faktisk stod i Dennis’s visa. De var meget nervøse for om vi ville blive sendt hjem på deres regning. Alt viste sig dog senere at være i sin skønneste orden.

Flyveturen var flot og gik stille og roligt, dog med lidt turboens i luften, men ikke mere end nogle små rysteture. Flyveren var desuden kun halv fuld, så der var nok af plads. Ved landingen mødte der os et fladt land med rød jord over det hele. Lufthavnen i Yangon lignede mest af alt en gammel og forsømt provinslufthavn, med sine nedslidte betonbygninger. Vi kunne dog se en del aktivitet med at bygge nyt, så de forventer nok et ryk ind af turister om få år. Da vi var landet, trillede der et gammel russisk jagerfly op på siden af os, malet i de flotteste blå og grønne farver og mest af alt lignede en mellemting mellem en Hawaiiskjorte og en hippie trøje.

Nå, nu var vi endelig fremme og skulle igennem paskontrollen. Fra tidligere erfaring, ved vi at det ofte kan være lidt svært med emsige og bestikkelsesvillige toldere. Men vi må sige, Burma er noget helt andet. Vi mødte kun venlige og smilende toldere og kom igennem uden nogen form for problemer etc. Ja det må man sige, her gik det stærkt, og der var ingen der stillede spørgsmål, Puha.. Ja der er sket meget i Burma, siden Lonely Planet er udgivet. Vi har både telefon, pc’er, video og kamera med ind i landet.

Nu kom næste prøve, hvordan kom vi ind til byen, og skulle det være med bus eller bil. Vi valgte privat bil. Nu kom næste overraskelse, alle biler er højrestyrede og man køre i højre side. Ja det virker akavet, men de får vist bilerne billigt, og så lever med ulemperne. De overholder også færdselsreglerne til punkt og prikke. Bliver det gult, så bremser man hårdt og evt. bakker tilbage, det har vi aldrig før set herude i de andre lande, hvor de virkelig kører med hovedet under armen.

Vores chauffør viste sig at arbejde for et privat rejsebureau og ville selvfølgelig gerne vise os nogle hoteller samt sælge os en tur videre rundt i Burma. Vi fik en god snak med ham og fik et godt indblik i de forskellige muligheder. Herefter gik vi ned til byen, for at undersøge alternative muligheder. Der er ikke mange udbydere, og de fleste steder ligner jeg ved ikke hvad. Så vi gik videre over til banegården, en ret flot bygning. Heromkring så vi mange betjente og soldater, som vidst ikke lige er til at spøge med. De var ikke rigtig interesseret i at have os omkring banegården, af en eller anden årsag, så vi fortrak hurtigt herfra.

Ja, der er også en anden ting ved Burma. De er ikke vandt til turister, der er meget tydeligt. Alle vender sig om efter os, stopper helt op, og står med åben mund og bare kikker efter os. Det er som at være er i zoo, hvor det er os alle er kommet for at kikke på. Især kvinderne kigger meget langt efter Birgitte og hendes hår. Hun er 1-2 hoveder højere end dem, og det bliver ikke bedre af at hendes lange flettede hår er sat op i en hestehale på toppen af hovedet, således hun virker højere. Nå, men vi glor også på dem, for alle mændene går i lang kjole.

Vi må sige, at vores første indtryk af bøhmændene er meget positivt. De er både flinke og smilende. Deres udseende er meget indisk præget. De fleste piger har utroligt langt hår, det når på de fleste til ned over numsen. Desuden maler de sig i ansigtet og på armene med noget gult stads for at beskytte sig mod solen. Det ser meget anderledes ud.

Solen havde nu bagt ned det meste af dagen og det er meget varmt sidst på eftermiddagen. Aftensmaden indtog vi på et lille fortovs spisested ret overfor hotellet. Her havde de heldigvis billeder af maden, og en pige der var god til engelsk, så det var let at få noget velsmagende mad til alle mand til den nette sum af 2$ i alt.

Dagen har budt på mange sjove oplevelser. Vi er virkelig kommet til en omvendt verden: Her er ingen turister, så alle vender sig om og ser måbende efter os, især efter Birgitte og hendes lange flettede hår. Alle overholder trafikreglerne. Alle biler er højrestyrede og man kører i højre side. Tolderne er flinke og smilende. Jagerflyene er malet som en Hawaiiskjorte. Mændene går i lange kjoler. Velkommen til Omvendtslev!