| Fredag d. 3. marts 2006

 
 
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Birgitte og Dennis var blevet trætte af alt turistcirkus herovre på Ko Phi Phi og ville gerne væk herfra. Om morgenen gik Dennis sig en tur langs sydstranden i håb om at finde et bedre sted at bo. Der var ikke noget interessant, hvor både pris, kvalitet og beliggenhed var interessant. Til sidst gik han en tur rundt om pynten på sydspidsen af øen. Her var ikke andet end store sten og ikke nogle steder at bo. Da han var lige ved at vende om, besluttede han sig lige at kigge bag næste hjørne, det kunne jo være. Og der så han en smuk lille sandstrand med en bygning på. Da han kom tættere på kunne han se at det var en restaurant og i bakken bag lå der er par bambushytter. Hyttefatter, en ung thaier, fortalte at han lige havde overtaget stedet for 5 måneder siden. Indtil da havde det ligget ubenyttet hen siden tsunamien. Ham og hans kæreste, en fransk pige, var ved at gøre stedet klar til turister og de havde egentlig ikke åbnet endnu. Vi kunne dog godt få lov til at leje et par hytter, til en pris af ca. 10% af hvad det ellers koster her på øen. Dennis blev forevist den hytte, som parret selv bruger. Denne hytte havde den flotteste havudsigt fra sengen og verandaen. Ja, og med en lille privat strand lige nedenfor, så var Dennis solgt, her skulle vi være.

Dennis gik tilbage igennem junglen og kom tilbage til resten af familien knap en time før vi skulle være ude af det nuværende værelse. Birgitte var bestemt ikke interesseret i at flytte til et andet sted på øen, hun var træt af alle disse turister og ville bare væk herfra. I sidste øjeblik fik Dennis hende overtalt og der blev pakket på få minutter. Alle fik noget at spise og vi forsøgte at hyre en båd til at sejle os derom. Men ak og ve, ingen ville sejle derom, alle sagde at der var for høje bølger deromme. Nå, det ville også blive en lang gåtur igennem junglen i middagsheden, så vi lejede en båd til at sejle os det meste af vejen, således at vi kun skulle gå over en bjergryg og så var vi der.

Bådturen var lidt hård, især at komme på land igen. Båden sejlede så langt op på stranden som muligt, Dennis sprang i vandet og tog imod rygsækkene og bar dem ind en efter en. Så kom turen til børnene og til sidst Birgitte. Nu begav vi os opad og opad. Heldigvis var der en trappe, men alligevel, at bære de tunge rygsække op i den steghede sol, var hårdt. Halvvejs oppe kom der en tjener fra restauranten der ligger oppe på toppen og ville hjælpe os. Vores erfaring er, at denne hjælp lynhurtigt udvikler sig til en dyr affære, så vi afslog og gik videre op ad trappen. Nu kom tjeneren gående forbi os, bærende på en storsmilende og stolt Rasmus. Ja, han havde taget imod tilbudet og stoltheden virkelig lyste ud af ham. Vel oppe på toppen kom der andre tjenere med et glas vand til os hver og vi så at de endda havde en ”togbane” til at transportere bagage etc. op og ned. Nå, vi drak vandet og begav os videre igennem deres hyttepark, for at finde stien ind igennem junglen og ned til vores lille strand. Turen igennem junglen var meget interessant for børnene og nedstigningen ad stien med mange små rullesten var noget af en udfordring.

Vel nede blev vi modtaget og fik vores hytter. Disse hytter var lige blevet gjort i stand og havde bl.a. helt nye toiletter og madrasser, resten trængte til en kærlig hånd, men det gør ikke så meget. Vi havde to hytter, hver med fed havudsigt igennem trætoppene og ud over havet. Begge havde også veranda og hele væggen ud mod verandaen kunne åbnes op, så den friske brise kunne køle os af. Stranden var også dejlig, ca. 70-100m bred og med det dejligste azurblå vand.

Inden vi kom ned til stranden fik vi besøg. En flok aber kom ned fra junglen og var meget interesseret i os. De kom helt hen til hytterne og var meget nysgerrige. Pludselig fortæller Frederikke at hun har givet en af aberne en banan. ”Hvorfor dog det”? ”Jo”, sagde hun, ”de har jo taget alle de andre, og har glemt den sidste, så den smed jeg efter den”. Ja, ganske rigtigt, en af aberne havde været oppe på verandaen og snuppe vores bananklase, den bavian. Det var tydeligt at den godt vidste at den var en tyvknægt, for den spænede afsted med bananklasen i den ene hånd og kravlede til sidst op i en kokospalme. 

Sent på eftermiddagen ville Dennis ud og snorkle en tur med Magnus. Lige før vi gik ud, så Birgitte en flok delfiner svømme lige udenfor hvor vi ville ud. Det var et flot syn at se den ene efter den anden komme op og trække luft i overfladen. Det er tæt på nymåne og derfor springflod, så ved lavvande var det virkelig lavt. Det var svært at komme ud over de første sten, hvorpå der sad en del søpindsvin, men det lykkedes. Herude var der flot, med koraller og alle de fisk her hører til. Bag korallerne går det stejlt nedad, et rigtigt ”drop off”.

Aftensmaden indtog vi på vores nye restaurant. Der var kun en ret på menuen, men det smagte dejligt. Det var dejligt at sidde her, lytte til bølgernes brusen og den stille musik i højtalerne.

Dagens vejr; sol, temperatur ca. 30-35oC.

 

En abe på taget.

Stranden

Rasmus, Frederikke og Magnus.