| Torsdag d. 2. marts 2006

 
 
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

I dag har vi været ude at sejle med dragebåd rundt om Phi Phi øerne, en flot tur i en lille dragebåd, som vi havde hyret for en dag. Landskabet herude er meget barskt med stejle kalkstensklipper, der stikker lodret op af havet. Vi så flere steder, hvor der sikkert er grotter inde bag. Turen startede med at vi sejlede halvvejs rundt om den store Phi-Phi ø langs de nøgne klipper. Det var et rigtigt flot syn. Skipper lagde til i en lille bugt med den flotteste hvide sandstrand omgivet af høje stejle bjerge. Vandet var så klart at det lignede at båden svævede i vandet. Det er dejligt at hoppe i vandet, det er så varmt at man næsten ikke mærker det.

I løbet af få minutter havde Dennis og Magnus snorkeludstyret på og begav sig ud i bugten. Vandet er meget klart og sigtbarheden måske omkring 10m eller mere. Alle de små fisk var flotte at se på og Magnus var helt vild og ville se det hele. Vi så bl.a. koraller og en kæmpemusling som nok har været 30-35cm i diameter. Den var levende så vi lod den være i fred, men flot var den. Vi svømmede videre over mod klipperne, hvor vandet har gnavet sig flere meter ind. Det var lidt uhyggeligt at svømme ind under de store klipper, så det var kun Dennis der tog en kort tur herind.

Bagefter var det Birgittes tur til en snorkeltur medens Dennis blev inde på stranden sammen med børnene. Rasmus ville nu gerne en tur ud at snorkle og det endte med at han blev svømmet ud, siddende på ryggen af Dennis.

Efter en dejlig stund her, sejlede vi videre til en ny og lækker bugt, men herfra sejlede vi dog hurtigt igen, da skipper havde et bedre forslag. Nu kom vi til den tredje bugt og alle var i og snorkle. Magnus var igen helt vild og svømmede rundt sammen med både Birgitte og Dennis på skift.

Nå, nu var det tid til at sejle hen til den lille Phi-Phi ø. Sejlturen var flot langs de lodrette klipper. Børnene fantaserede meget om hvad man dog kunne finde af sørøverskatte her. Bølgerne var lidt høje til denne lille dragebåd, så vi fik os noget af en vippetur og der kom mange bølgeskvulp indenbords. Børnene havde hele tiden deres svømmeveste på i tilfælde at et eller andet uheld. På den lille Phi-Phi ø sejlede vi ind i en flot bugt, hvor klipperne lukkede sig næsten helt omkring. Herinde var der igen flot klart vand at snorkle i. I et hjørne af klipperne var der en grotte ind. Dennis og Magnus svømmede derhen og ind ad den smalle indgang på ca. 2m. Herinde kunne vi se op til himlen ovenover, da grotten ikke havde noget tag mere. Det var flot herinde.

Frederikke var også kommet i vandet. Hun ville fodre de små fisk med gule og sorte striber. Hun svømmede ud med en kiks i hånden og begyndte at fodre. Straks var der samlet en hel stime fisk omkring hende. Dennis stod oppe i båden og filmede det hele. Pludselig bliver det for meget for Frederikke og hun svømmer panisk hen mod båden. Dennis råber til hende at fiskene ikke gør hende noget, hvortil Frederikke råber ”jamen far, de har mund og tænder”. Ja, en af fiskene havde nappet hende i fingeren, så hun var blevet bange.

Nå, det var ved at være sent og vi sejlede tilbage over det oprørte hav til den store Phi Phi ø. Turen var flot og alle var trætte, Rasmus lagde sig i bunden af båden og sov på denne vippetur.

Dagens vejr; sol, temperatur ca. 30-35oC.

 

Dragebåd.

Magnus.

Fisk.