| Onsdag d. 22. Februar 2006

|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

Denne dag er rig på oplevelser, mange som vi gerne kunne være foruden, men som alligevel er med til at sætte kolorit på rejsen. Dagen program var at tage af sted fra den lille jungleby, Pak Beng, og med båd op ad Mekongfloden til grænseovergangen til Thailand, evt. at komme ind i Thailand.

Alle var tidlig oppe og heldigvis startede generatoren før daggry så der var lidt lys på værelset. Vi nød den sidste morgenmad med endnu en fantastisk udsigt over Mekongfloden medens morgendisen stadig lå tungt over bjergene. Båden vi skulle med lignede virkelig en gammel skude. I modsætning til de andre var denne bygget i træ og ikke med et tyndt metalskrog. Den virkede egentlig mere solid når man så den nærmere efter i sømmene. I alt var vi ca. 20-25 med i dag. Vandstanden var sunket yderligere og nu var der landfast mellem alle de øer, som vi var nødt at svømme imellem for få dage siden. Der var også kommet mange lumske klippeskær til syne mellem bådene og ude i floden. Vandstanden er efterhånden så lav i floden at flere af strygene er ved at være ret farlige at passere i disse store både, især med den stærke strøm og alle de skjulte klippeskær. Ja ekkolod kender de ikke og det er umuligt at se ned i dette mokkafarvede vand, så de er nødt til at navigere efter hvad de kan se på vandoverfladen samt hvad de kan huske.

Turen var dejlig afslappet lige indtil vi fik motorproblemer! Først satte styrmanden farten meget ned og forsøgte at styre ind mod bredden men hurtigt blev motoren stoppet. Der blev lidt panik mellem skipper, styrmanden og et par matroser, som forsøgte at få båden hurtigst muligt ind til land. Vi lagde til ved en stor sandbanke så motoren kunne ordnes. Imedens var der tid til at alle kunne komme i land og se sig lidt om. Alle børn og barnlige sjæle var straks i gang med forskellige sandlege. En ung engelsk kvinde havde åbenbart ikke set dette sand før med alt sit glimmer i, så hun var helt fascineret af det og tog en hel posefuld med sig. Børnene fik skrænterne til at skride sammen, ved at hoppe på dem.

Efter kort tid var motoren klar igen og vi fortsatte. Nogle timer senere gentog det hele sig igen. Det var vidst noget med en kilerem, som de påstod, var knækket, men den så nu egentlig bare slidt ud. Det er ret farligt med motorstop her på floden med den stærke strøm og alle de skjulte klippeskær, samt at bådene ikke er forsynet med nogen form for redningsudstyr, hverken veste eller noget andet.

Hen på eftermiddagen kom vi til en lille landsby, hvor det var muligt at købe lidt forfriskninger. Der kom straks en del børn og andre myldrende ned og ombord på båden for at sælge. En kvinde ville sælge is fra en køleboks, og da vi ikke var interesseret i hendes lunkne is, blev hun meget sur virkelig sur. Til stor morskab for alle i båden forsøgte hun at lokke børnene med is for at vende dem mod os. Heldigvis er børnene opdraget til ikke at hoppe på den slags, hvilket kun øgede hendes irritation. Alle grinte af hende og Dennis fortalte hende at næste gang skulle hun smile frem for at være sur. Til sidst stod hun ud af båden, stod og kiggede på os og lavede mange sure grimasser m.m. til os. Alle grinte af hendes latterlige opførsel og hun fik ikke solgt noget til nogen.

Dennis og Birgitte genkendte dele af floden og kunne se at det ville blive svært at nå frem inden mørkets frembrud. Nu kom tredje motorstop. Det tog noget længere tid og nogle brugte tiden til en svømmetur i floden. Skipper løb op til den nærmeste landsby, men kom tomhændet tilbage igen. Det var lige før solnedgang da vi lagde fra igen. Lige efter solnedgang bliver det ret hurtigt mørkt og nu var det igen problemer. Denne gang var motoren løbet tør for brændstof og skipper og styrmanden havde stort set ingen kontrol over båden da vi drev nedad det strømfyldte vand. Dennis fik børnene samlet og gjort dem klar til en evt. farlig situation. Han var også lige ved at bede om hjælp til at rede børnene i værst tænkelige tilfælde, da det lykkedes bådfolkene at få båden staget ind til land og fortøjer den.

Nu var der ingen som havde lyst til at fortsætte, både pga. mørket og pga. motorproblemerne. Alle forberedte sig på at natten nok skulle tilbringes i båden, på den ene eller den anden måde. En af skibsdrengene satte stearinlys frem og det var egentlig ret hyggeligt. Efter nogen tid kom skipper med en anden mand, som fortalte at de havde skaffet en bus. Børnefamilierne (d.v.s. os og en anden) skulle gå først, og så kom resten. Turen op ad skrænten og ind igennem skoven var bælgmørk og eneste lys var fra stjernerne og de få med pandelygter.

Bussen var en lille lastbil med sæder bagi. Bagagen blev læsset på taget og resten kom ind mellem folk. Der var overhovedet ikke plads til alle så mange sad ovenpå bagagen eller hang udenpå. Turen gik nu ad hullede og støvede veje indtil vi kom grænsebyen, Hoaxay. Vi fandt forskellige små hoteller at overnatte på. Vores var virkelig rent og pænt til den lille pris af 45kr. Her opdagede vi til vores store skræk at alle vores penge var stjålet. Det kunne kun være sket på det sidste hotel vi overnattede på. Ja, det bekræftede desværre at Laos er fyldt med røvere og banditter. Så vi havde kun lige til aftensmaden, og overnatning. Vi havde ellers planlagt at skulle blive i nogle flere dage. Men uden penge kommer man ikke langt, og der er ingen bank eller automat i denne del af Laos. Så i morgen tager vi til Thailand.

Flere af os mødtes for at spise sammen, det var en ret hyggelig afslutning på dagen.

Dagens vejr; sol og spredte skyer, temperatur ca. 25-30oC.

 

Rasmus, Frederikke og Magnus på båden.

Første stop.

Solnedgang.