I dag var afrejse fra Cambodja til Thailand. Dagen har budt på mange oplevelser. Flere af dem kunne vi dog godt have undværet.

Vi var tidligt oppe, da bussen ville hente os kl. 7.00. Af erfaring passer tiderne dog sjældent og denne dag var heller ingen undtagelse. Ved 7.30 tiden blev vi hentet af buschaufføren som fortalte at vi skulle gå med ham hen til bussen. Der var nemlig en stor trafikprop ude foran hotellet og bussen sad fast i trafikken ved det nærliggende Y-kryds. Buschaufføren havde så bare ladet bussen stå midt i krydset og var gået hen og hente os. Vi gik hen til bussen medens der var tæt pakket med biler og alverdens køretøjer omkring os. Årsagen til trafikproppen var en lastbil der var kørt for langt ud i den bløde grøft og var sunket dybt i. En anden lastbil forsøgte at bakke til og skubbe den op. I teorien, en god ide, men i praksis var det svært da alle de andre trafikanter konstant møvede sig ind foran. Al trafik var totalt fastlåst og selvom der var flere betjente i krydset hjalp det intet. Det eneste der hjalp, var da lastbilen var skubbet op og kunne køre væk. Nu fik betjentene til gengæld travlt med at styre trafikken og alle de trafikanter med den opfattelse at de havde forkørselsret. I alt var der 6 betjente til at styre trafikken i et simpelt Y-kryds.

Medens dette kaos udspillede sig havde vi læsset bussen, ude midt i krydset. Herfra kørte vi til busstationen for at skifte til en større bus. Vi regnede med at skulle afsted med det samme, men nej. Først skulle bussen lige en tur igennem byen igen for at hente endnu flere folk. Fremme på busstationen så vi, at den store bus var ved at blive repareret. Der var åben til motoren, og det var ikke et kønt syn. Motoren var helt rød af støv, og sand. Vi så også at vores egen bus kunne trænge til en overhaling, f.eks. havde to hjulbolte løsnet sig på forhjulet. For at sige det mildt så er det nogle gamle udtjente skrammelkasser. Efter en times tid var de færdige med bussen og den anden bus var kommet med de sidste passagerer og vi kunne komme afsted. Til vores store overraskelse kunne vores bus starte i første forsøg og nu startede den værste bustur vi længe har været på.

Der gik ikke længe for vi fandt ud af hvorfor vi kørte med sådan en skrammelspand. Vi skulle nemlig køre på en grusvej hele vejen gennem Cambodja til Thailands grænse. Det var en tur på ca. 4-5 timer og jeg må sige det var en meget larmende og støvende fornøjelse. Det larmede så meget at ingen lagde mærke til børnenes leg, slåskampe og skrigeri. Bussen hoppede afsted og støvet susede omkring bussen. Nu var det helt forståeligt hvorfor hele motorrummet var rødt af støv. Vi krydsede mange bjælkebroer, hvor der manglede brædder, og med store huller i. Det er utroligt vi overhovedet kunne færdes her, uden bussen fald i gennem. Men det gik.

Det ses tydeligt at 3 årtiers blodig borgerkrig har haft sin pris. Alt er virkelig misvedligeholdt og folk har rigeligt i at skaffe sig til det daglige brød. Flere steder langs vejen var der områder med advarsler mod miner. Et sted var et hold arbejdere i færd med at rydde for miner. Et område var blevet brændt af for vegetation og de røde markeringstråde var spændt ud for at vise hvor der var sikkert og hvor der endnu ikke var sikkert. Dette dødsensfarlige arbejde foregik i deres normale arbejdstøj og enkelte havde sikkerhedsbriller på. Magnus så at de havde fundet 6 miner, som lå på række. 5 små anti-personel miner og en stor kampvogns mine. Vi så til vores store skræk at de fandt miner helt ud til vejkanten. Så vores formaninger til børnene om overhovedet ikke at forlade stierne, uanset hvad, har været yderst relevante.

Hen på eftermiddagen nåede vi grænsen. Vi skulle af bussen og krydse til fods. På den Thailandske side var alt meget flottere og i meget bedre stand, så vi glædede os til at komme derover. Men inden vi kom så langt kom en anden ubehagelig oplevelse.

Først var der paskontrol ved Cambodja, hvilket gik meget langsomt med mange stempler m.m. Alle børnenes visum stod i Dennis’s pas så børnene fik ikke stempler i deres pas. Efter Cambodjas paskontrol for udrejse, gik vi over en bro til Thailands paskontrol. Rasmus var den første der skulle igennem. Men nej. Der var ikke noget stempel i hans pas, som viste at han havde rejst ind og ud af Cambodja, og det betød at han ikke kunne komme ind i Thailand. Stemplerne var jo i Dennis’s pas, og når man skal ind i Thailand, skal børnene have deres eget pas. Vi forklarede hvorfor og viste Dennis’s pas med visa indeholdende 3 børn og alle stemplerne, men det ville de emsige Thailandske toldere ikke acceptere. Vi blev til sidst ført ind bagved i toldernes ”frokoststue” hvor vi fik at vide at uden de rette stempler i børnenes pas, kunne vi ikke tage børnene med ind i Thailand. Tolderen ville have at vi skulle tilbage, for at få stempler i børnenes pas.

Birgitte blev tilbage for at passe på bagagen medens Dennis, Magnus, Rasmus og Frederikke gik tilbage. Tolderen og hans overordnede sendte en civil person/agent med. På vejen over broen spurgte denne ”agent” flere gange ”hvor meget Dennis ville betale for at få tingene til at glide nemmere”. Dennis lugtede lunten for dette modbydelige forsøg på afpresning, så han overhørte bevidst dette. Fremme ved den første Cambodjanske tolder forklarede agenten tingene (og har nok også forklaret afpresningsforsøget). Dennis blev igen spurgt om et beløb, hvorefter Dennis kort og kontant sagde at han overhovedet ikke ville betale så meget som 1 $, til agenten, da alle papirerne var i orden. Dennis tog alle passene ud af hånden på agenten og gik videre til det Cambodjanske grænsepoliti. Han forklarede dem situationen og til vores store overraskelse, så hjalp de os igennem uden så meget som at bede om noget som helst til gengæld. Vi fik bekræftet at alt var i orden og at Thailænderne ikke havde nogen ret eller grund til ikke at lade os komme ind. Han fortalte desuden hvordan vi skulle komme igennem, og hvis det ikke lykkedes skulle vi bare komme tilbage for at få hjælp.

Dennis og børnene gik nu tilbage over broen til Thailand. Den civile ”agent” var nu pludselig helt væk, og i grænsen gik det stærkt og problemfrit med at komme igennem. Vi viste kun vores pas og børnenes pas blev lommen. Nu var der ingen problemer overhovedet, selv med de selv samme toldere.

Efter denne meget ubehagelige episode var vi flere, som havde meget lyst til at sende nogle Thailandske toldere til de evige grænseposter. At Vietnam og Cambodja var nogle bananrepublikker havde vi forventet, men at det Thailandske grænsepoliti opfører sig ligesådan havde vi ikke forventet.

Alt i mens Dennis havde denne oplevelse, var det tydeligt at Birgitte var nervøs: både for om vi overhovedet kom igennem med børnene og for om vi nåede vores bus. Ville den vente på os?. Og hvor langt tid ville dette tage? Vi havde fået besked fra tolderen at det godt kunne tage 1-2 timer. Suk…. Det hele tog ca. 1 time, som virkelig bare var spild af tid. Det gav os dog et indblik i korruptionens hæslige væsen og ansigt. Sådan nogle r……

Nå nu var det tid til at finde bussen. Når man er ved en grænse er man et let offer for diverse svindel og humbug, så da der kom en venlig mand hen til for at spørge om vi kom fra Phnom Phen og skulle med bussen til Bangkok, var vi meget skeptiske for hvad han så ville. Han viste sig dog at være reel nok. Han ville se vores billet og da han så den, gav han os et stort stykke tape på trøjen og bad os følge med til bussen. Det var som når man mærker grise for at vide hvor de skal hen. Da vi kom hen til pladsen hvor vi skulle vente, kunne vi genkende nogle af dem vi havde været sammen med i bussen. Så viste vi at alt var Ok. Bussen var ikke kørt, selvom de havde ventet 1 time på os. Der var desuden 4 andre som heller ikke var kommet endnu.

Efter endnu en ½ times ventetid kom bussen, og hvilken bus. Det var en stor dobbeltdækker af en luksusbus, ny og ren og vi fik de forreste sæder ovenpå med panoramaudsigten. Man må sige det var som at komme i himlen efter 5 uger i Vietnams og Cambodjas skrammelkasser. Vi nød turen, bussen og vejene var superfine. Det ville tage mellem 3-4 timer inden vi var i Bangkok. Vi havde fået at vide at hele turen ville tage ca. 10 timer, og vores erfaring sagde os at det nok nærmere ville tage 12 timer. Men nej. Ca 14 timer efter afgang i morges, var vi fremme i Bangkok. Det var som at komme til en helt anden planet: Alle skyskraberne, alt virkede velordnet, ingen larm og båtteri etc. Pludselig udbrød Magnus. ”Se far, de overholder ligefrem trafikreglerne. Se se, de holder for rødt lys og de venter med at kører til det bliver grønt”. Ja det var mærkeligt at se bilister etc. følge reglerne.

Vel fremme stoppede bussen og vi viste ikke hvor vi var. Vi regnede med at vi ikke var langt fra det hotel vi havde sovet på sidst, men var der plads? Og i hvilken retning lå det? Vi kom hurtigt med taxa ca 1 km, til hotellet. Og jo der var plads. Dennis og Magnus gik op for at tjekke værelset. Dennis var ikke interesseret i det, da det var meget småt. Lige indtil han fik at vide at det det sidste værelse og der stod andre for at tage i mod tilbudet, så vi måtte nøjes med en dobbelt seng og en sofa. Men hvad gør man ikke for at få en seng kl. 21.30.

Alle var trætte og godt mørbanket efter så mange timer på landevejen. Endelig en seng at sove i, dog var sengen ufattelig hård, det føles nærmest som et bræt. Men alle faldt i søvn.

Dagens vejr sol temperatur knap 30^oC.