I dag skulle vi ud at se hvad det Pol Pot regimet havde udrettet af grusomheder i tiden fra 1975-1979. I denne periode, hvor Pol Pot satte landet tilbage til år nul, omkom mere end 2 millioner af Cambodjas 7 millioner mennesker. De fleste døde af hårdt fysisk arbejde og underernæring og mange blev brutalt myrdet. Det er ret hårrejsende ting vi beretter om i dag, så hvis man ikke vil læse det, så gå videre til dagbogen for i morgen.

Vi startede med at se Killing Fields. Det er det sted hvor de Røde Khmer henrettede mange af deres ofre. Der er bygget et stort monument for de døde, et højt tårn i 10 ”etager”. Dette monument er fyldt med ca. 9000 kranier fra de henrettede. Hver etage er fyldt med kranier bag glaslåger, et ret grufuldt syn. Man kan tydeligt se på kranierne hvordan de er blevet henrettet. For at spare på de kostbare kugler blev henrettelsen ofte udført langvarigt og pinefuldt med bambusslag i hovedet, hammerslag, økseslag, og kun de ”heldige” blev skudt (de var heldige fordi de ikke fik en smertefuld død). Ikke alle var helt døde inden de faldt omkuld og ned i graven. De små børn blev slået ihjel ved at tage dem i benene og slynge deres hoveder imod et stort træ, eller de blev kastet op i luften og spiddet på soldaternes majonetter. Herefter blev de døde smidt i massegrave. Ofrene blev kørt derud på ladet af pickups og herefter sat til at grave deres egen massegrav. For at de ikke skulle blive alt for triste af dette arbejde fik de bind for øjnene, så de ikke kunne se hinanden. Herefter blev de brutalt myrdet. Først børnene, for øjnene af deres forældre, dernæst kvinderne og til sidst mændene. Denne rækkefølge var for at give mest mulig pine til mændene.

Herude var 129 massegrave og ca. 1/3 var blevet gravet op i 1980, et års tid efter regimet blev standset af vietnameserne. Arbejdet med at grave de døde op, var så følelsesmæssigt smertefuldt at man stoppede efter 43 massegrave. Da havde man fundet resterne af næsten 9.000 mennesker ud af de mere end 17.000 som var myrdet her. Man havde kun taget deres kranier og samlet sammen. Overalt lå der stadigvæk rester af deres tøj, samt knogler og knoglestumper spredt rundt i området. Da vi gik rundt mellem massegravene gik vi oven på dette tøj og disse knogler der lå i jorden. De stak frem over alt.  Det har ikke været muligt at gemme alle knoglerne fra alle de afdøde. De resterende massegrave vil formegentlig få lov til at ligge urørt i mange år fremover.

Det var en temmelig skræmmende oplevelse at se stedet. Det hele var så meningsløst at selv i dag er der ikke mange der fatter hvorfor de myrdede løs af deres egne. Det er muligt at forstå at man vil udrydde et andet folkeslag, men ens egne og nære. Der var børn der henrettede deres forældre, og forældre der så deres børn blive henrettet. De helt små børn blev taget fra deres mor, hvorefter de blev henrettet på de mest grufulde måder for øjnene af deres mor. Til sidst i regimets tid begyndte de endda at henrette deres egne bødler og soldater. Disse blev myrdet på en meget grufuld måde. De fik deres hoveder savet af med stænglerne til palmeblade. Stænglerne er besat med 2 rækker af sylespidse tjørne på knap 1cm længde. Det må have været en meget smertefuld og langvarig død. Derefter blev de kastet i en massegrav, uden deres hoveder, og deres hoveder er aldrig fundet siden.

Magnus, Rasmus og Frederikke spurgte ivrigt til hvad og hvordan og vi gav os god tid til at fortælle hvad vi vidste. Det var tydeligt at de udmærket forstod at vise respekt for alle de døde herude.

Efter at have set alt dette kørte vi til fængslet, S-21, som er det sted hvor de Røde Khmer torturerede og afhørte deres ofre inden de kom til Killing Fields. Bygningerne var en gammel skole, lavet om til fængsel af de Røde Khmer da de kom til magten. Dette var det største af sin slags i hele landet. Her kunne vi se hvilke metoder de brugte til at torturer deres ofre med. Ofrene blev lænket med fodlænker til jernstænger og brutalt holdt nede. Der skulle ikke meget til før ofrene blev slået ihjel. Ofrene var især familier hvoraf en eller flere havde en uddannelse, dem kunne Pol Pot ikke udstå. Blev de kendt skyldige i at en i familien havde en uddannelse, kunne hele familien risikere at blive kørt til Killing Fields.

I fængslet var der mange regler om hvordan ofrene skulle opfører sig: De skulle svare med det samme, uden at tænke sig om, de måtte ikke spørge om noget. De måtte ikke fortælle dårligt om hvad der foregik, samt fortælle dårligt om regimet. De måtte ikke skrige eller græde når de blev slået eller tortureret. De skulle spørge om lov til alt og de måtte ikke tænke selv.

I klasseværelserne var der lavet mange små celler til mændene og kvinderne. Børnene var lænket med fødderne til lange jernstænger i klasseværelserne og lå side om side i lange rækker. I flere af klasseværelserne var der mange billeder af ofrene. De Røde Khmer havde fotograferet alle menneskene og givet dem et nr. Der var billeder af de bødler der havde været en del af de Røde Khmer. De fortalte deres historie om hvorfor de havde været en del af de Røde Khmer. Og hvor bange de selv var for at blive henrettet af dette rædselsregime.

Vi så mange af torturmetoderne, vi så glasmontre med kranier, vi så billeder fra massegravene og mange andre grufulde ting. Magnus og Frederikke var meget interesserede, Rasmus fik på et tidspunkt nok og bad om at komme ud, hvilket vi selvfølgelig straks gjorde. Han fortalte senere at han følte det som om han skulle kaste op. Vi var meget opmærksomme på ansvaret i at vise børnene disse grufulde ting og de får lov til at spørge til det de så og også lade dem spørge senere. Nu havde alle fået nok, vi ville videre.

Efter denne grufulde oplevelse gik vi til det Russiske marked. Her fik vi købt 2 små rygsække, og 2 bluser til Dennis. Herefter gik turen tilbage til hotellet med tuktuk. Tuktukkerne køre meget bedre her end i Thailand. Så nu har vi også prøvet dette. Her i Cambodja har vi ikke set en eneste taxa. Det meste foregår med scooter, cykeltaxa og tuktuk. Vores første indtryk af Cambodja er meget positivt. Selvom at landet er meget fattigt er tiggerne ikke så pågående som i Vietnam. De kan lade børnene lidt mere i fred. Det samme gælder de voksne, de er heller ikke så vilde efter at rører børnene.

Vi har bestilt billet til Angkor Wat, og tager afsted d. 16. jan. I dag har vi haft ringet til Birgittes onkel Poul og ønsket ham tillykke med hans 50 års fødselsdag i dag. Rasmus fik ringet og snakket med fætter Tobias der har 5 års fødselsdag i dag.

Dagens vejr sol lidt skyet, temperatur ca. 25-30^oC.