I dag skulle vi tidligt op, vi skulle til videre til byen Chau Doc. Vi startede med at se det flydende marked. Det er et marked, hvor det hele foregår på floden. Der kan købes frugt og andre madvare på de forskellige både. Man sejler rundt mellem bådene, og finder den båd man vil købe noget ved. Som reklame bruger de en pind, hvorpå man kan se hvad de forskellige både sælger. Der kan både hænge ananas, bananer, salathoveder og sodavander oppe i disse pinde. Efter vi havde set det flydende marked, sejlede vi videre til et sted hvor vi så hvordan de laver rispapir. Her fik Magnus og Frederikke lov til at prøve hvordan man får de våde papir over på der hvor de skal tørre. Rasmus ville ikke prøve. Rispapir bliver lavet af en blanding af rismel og vand. Risblandingen bliver hældt op på en stålplade med stof. Det hele bliver varmet over ildsted. Når risblandingen er fordelt på panden, kommers der låg over. Der er hele tiden 2 plader i gang. Efter et stykke tid, fjernes låget, og rispapiret skal nu soltørre. Det soltørrer mellem 2-4 timer på nogle siv/bambusplader. Hvis rispapiret ikke bliver tørret nok, er det fedtet, og tørre det for længe bliver det stift og ubrugeligt. Rispapiret bliver bl.a. brugt til forårsruller og kokosslik.

Efter vi havde set hvordan man laver rispapir, skulle vi ud på abebroen. Der er ingen aber, på broen, men det er turist betegnelsen for de lokale broer bygget af bambuspinde med kun en bambusstamme at gå på, som gelænder bruges en anden bambuspind. Over broen kan der transporteres meget. Vi så hvordan de rask væk bare tog en cykel over nakken, og gik over broen. Denne bro skulle vi også over, for at kommer videre. Først gik guiden over. Derefter gik Magnus og Rasmus efterfulgt af Birgitte over. Derefter kom Frederikke og Dennis. Hele gruppen stod og kikkede måbende mens børnene gik over, og der var flere der holdte vejret. Broen er nemlig ca. 2-3m. over vandoverfladen. Alle var imponeret over at børnene bare gik ud på broen. Så alle var nødt til at følge efter. Alle kom helskindet over. Efterfølgende spurte de fleste, om vores børn kunne svømme, hvilket de ikke kan, derefter spurte de, om vi var bange for om de faldt ned. Men hvis de faldt ned, ville vi hoppe ned til dem og hjælpe dem. De er jo vandt til at klatre rundt i skovbørnehaven til hverdag, så vi var sikker på, at de nok skulle kunne klare dette. Guiden fortalte at Frederikke var den yngste turist, som havde krydset broen.

Nu var abebroen vel overstået, og vi skulle videre til næste sted, for at se hvordan man forarbejder ris. Principperne er meget lig den måde man forarbejder korn på i Danmark. Maskinerne er af ældre dato, lavet af træ, og overhovedet ikke afskærmet. Vi så også hvordan avnerne fra risene blev lodset på både, det foregik pr. håndkraft. Man gik med to store kurve på sit åg og balancerede på et bræt over til båden. Udenfor møllerens hus, var der en der solgte rispandekager med kokosfyld. Kokos var en blanding af kokosmel, og sukker. Først steges pandekagen på den ene side, hvorefter den tages af, og der kommes kokos i. Hele pandekagen klappes sammen og serveres. De smagte herligt.

Herefter skulle vi med båd tilbage til bus for at kører til byen Chau Doc. Undervejs kom vi forbi en krokodillefarm med ca. 10.000 krokodiller. Det meste blev solgt til eksport til Kina. Her var mange kasser til transport af levende krokodiller. Krokodillefarmen bestod af en masse bassiner fyldt med krokodiller. Det var varmt, og krokodillerne lå helt stille med åben mund. De så mere eller mindre døde ud, men de var de ikke. Vi kunne komme helt tæt på og røre ved deres haler, som er en mærkelig blanding af hårde skel og blød hud. Lige pludselig i et af bassinerne begyndte det at plaske voldsomt, og vi var næsten alle ved at få et chok, da krokodillerne begyndte at slås, for derefter at komme i bassinet.

Vi kørte videre, og blev pludselig blev vi påkørt af en scooter som kom kørende ud fra højre og bare kørte ud på vejen uden at se sig for. Scooteren ramte bussens side henne ved baghjulene. Føreren af scooteren fulgte derefter bussen og kørte op foran bussen, svingede skarpt ind foran og tvang bussen til at holde, herefter han ringede til politiet og skældte vores chauffør godt og grundigt ud. Politiet ankom og vi blev nødt til at følge med på politistationen med alle passagerne. Guiden blev nervøs, hvor længe mon dette ville vare, og så med en hel bus fyldt med turister. Vi ventede lidt, og fik tiden til at gå med pjat og pjank. Efter ca. 10 min, kom chaufføren ud, vi satte os ind i bussen, og kørte (dette var et meget kort besøg). Det viste sig, at han der havde kørt ind i bussen, var en ven af en højtstående politibetjent. Og når man er venner med politiet kan meget lade sig gøre. Det skal siges at scooterchaufføren var meget beruset. Det hele endte med, at vores buschauffør måtte betale 6 $ så vi kunne komme videre. Magnus havde meget svært ved at forstå hvorfor vores chauffør skulle betale, da det var ham selv der var kørt ind i os. Men sådan er det nu her i denne bananrepublik. Det er resultatet af det system der er her.

Vel fremme ved Chau Doc skulle vi op til Chau Phu templet oppe på et bjerg. Heroppefra var der en flot udsigt og en god mulighed for at nyde solnedgangen. Chau Doc ligger ved grænsen til Cambodja så vi kunne se derover. Efter vi havde besteget bjerget og nydt udsigten og solnedgangen gik turen ned igen. Turen ned var en anden end den vi gik op af. Vi kom ind mellem husene, og så hvordan de boede. I husene var der fyldt med hængekøjer. Det var som sovesale, med 10-20 hængekøjer. Frederikke faldt hurtig i snak med hundene der gøede når vi kom der forbi. Den første hun kom til at hedde viffi, den næste vuffi-vuffi, den tredje hed vufelig-vuf, og den sidste hed vufelig-vov. Frederikke snakkede herefter hundesprog hele vejen ned af bjerget.

Efter vi kom ned blev vi kørt til hotellet. Det var sent og vi skulle finde noget at spise. Vi oplevede en yngre, næsten blind, kvinde med et lille barn følge efter os. Det var tydeligt at hun var offer for Amerikanernes kemiske krigsførelse med et fuldstændigt forvrænget ansigt. Hun ville have penge. Mens vi sad og spiste, stod hun og ventede på at vi blev færdige. Da vi var færdige blev hun mere irriterende, hun begyndte at følge efter os, og plage os om penge. Det var meget vanskelig at få hende rystede efter os. Hun har nok stået ved os i 1-2 timer uden resultat.

Den sydlige del af Vietnam er mere velstående end nord. Men her i denne by var der megen fattigdom med mange tiggere. I den periode i har været i Vietnam er vi lynhurtigt blevet immune over for deres tiggeri. Og børnene er også irriteret over de hele tiden er efter os.

Under hele turen har børnene været meget glad for vores guide. Det er en veltalende ung vietnamesisk mand. Han er meget glad for børnene, og elskede at gå med dem i hånden. Til sidst var der slåskamp om at sidde ved siden af ham, eller holde han i hånden. Det er første gang mens vi har været i Vietnam, at de er blevet så glade for en af de lokale. Frederikke har lært lidt vietnamesisk, det er dog lidt sent, da vi krydser grænsen til Cambodja i morgen.

I morgen skal vi have en ny guide, fordi vi skal i krydse grænsen. Vi kom i seng lidt sent, og vi skal tidligt op i morgen og vidder til Cambodja.

Dagens vejr sol, temperatur ca. 25-30^oC.