Ho Chi Minh byen, eller Saigon, som den også kaldes, har ikke alverden at byde på. Byen virker mere moderne og mere velhavende end hovedstaden Hanoi. Det eneste interessante for turister er diverse minder fra krigens tid. Vi tog ud til de berømte tunneller ved Cu Chi. Herude i dette område havde de lokale gravet et sindrigt system af tunneller til overlevelse og guerillakrig, først mod Franskmændene og senere mod Amerikanerne.

Der var ikke meget tilbage af de ca. 250km håndgravede tunneller, kun nogle få hundrede meter blev bevaret til minde for eftertiden. De forladte tunneller som ikke blev brugt til turister var beboet af cobraslanger og skorbioner, så her var der ingen der vovede sig ned.

I tunnellerne havde de lokale overlevet alverdens af Amerikanernes barbariske krigsførelse; såsom napalm, tæppebombninger, kemisk krigsførelse, flammekastere, seismiske bomber, stormtropper og kampvogne. Det eneste de ikke rigtig kunne modstå var forsinkede bomber som først eksplodere 3-6m nede i jorden. Guiden fortalte at da Amerikanerne bombede området med napalm, havde det den effekt at det brændende napalm varmede jorden op og brændte leret, således at tunnellerne blev yderligere forstærket. De lokale havde med simple redskaber formået at holde stand krigen igennem og ligefrem grave sig ind under en af Amerikanernes panserdivisioner og stjæle materiel fra dem uden at blive opdaget. Det meste af deres modstand bestod i baghold og snigskytter, som via tunnellerne kunne skyde et skud fra en position, for herefter at kravle igennem tunnellerne og skyde igen fra en anden position. På den måde skabte de skræk og rædsel blandt Amerikanerne, som dårligt turde bevæge sig ind i dette område.

En tur ned igennem tunnellerne var ingen rar oplevelse, der var trangt, bælgmørkt, lidt ilt og man vidste ikke hvor man kom hen eller hvad man ville møde. Utroligt at tænke på dem som levede her i månedsvis. De havde ingen valg. Oppe på overfladen var alt ødelagt af kemisk krigsførelse og de Amerikanske soldater dræbte alle (eller nærmere de få), som de fik ud af tunnellerne.

Vores guide var meget veltalende, vidende og engageret, plus at han virkede meget bitter, især overfor Amerikanerne. Der kom mange nedsættende bemærkninger om dem. På et tidspunkt kom vi på tomandshold med ham og vi spurgte ham hvad han havde lavet under krigen. Han fortalte at han havde arbejdet for de Amerikanske tropper i Saigon med kommunikation. Det var tydeligt at han ikke var stolt over dette og at han var stolt over den modstand hans landsmænd havde ydet. Det sidste han fortalte os, inden hans stemme skulle have en pause for ikke at bryde ud i gråd, var at krigen var en stor fejltagelse. Det var en meget rørende oplevelse.

Tilbage til Saigon for at se et krigsmuseum. Vores chauffør brillerede med at køre os til hotellet og ville ikke køre os til krigsmuseet som aftalt. Han forsøgte at undslå sig og bortforklare da han blev skældt ud af en medarbejder fra selskabet. Hun ville sende os ud til museet i taxa og så måtte vi selv komme hjem. Dette ville vi ikke acceptere da turen indbefattede at komme helt tilbage, og vi havde ingen ide om hvor langt der ville være tilbage. Nå, ned til vores hotel, hvor vi havde booket turen. Efter at damen i hotellet havde fået at vide episoden, fortalte hun at museet var lukket hver mandag. Vi vidste at dette var en løgn og beviste det for hende. Konfronteret med dette, var det tæt på at hun begyndte at hyle, nu havde hun jo tabt ansigt. Nå enden på det hele var at vi kom ud til museet.

På museet var der en del gammelt militært isenkram som drengene syntes var sejt at se på. De fik lov til at se på det og beundre det, samtidig med at vi hele tiden fortalte om at det blev brugt til at slå folk ihjel med og skade folk med. Derefter gik vi ind i afdelingen for krigsforbrydelser. Her så vi så hvor grufuldt krig er. Nu syntes drengene ikke mere at alt det militære isenkram var så sejt, med alle de skader på folk at det kan lave.

Om aftenen fik vi bestilt tur til Cambodja. Vi vil ikke være i dette land mere med alt den larm. Og et land der er fyldt med råbende Vietnamesere, der kun tænker på at lave penge på en.

Vejret i dag solrigt få skyer, temperatur ca. 25^oC.