| Tirsdag d. 27. December 2005

|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|

I dag har vi oplevet en episode, som vi aldrig ville have troet på kunne lade sig gøre i dette tilbagestående og korrupte land. Hotelfatter har de sidste par dage spurgt os om hvordan vi ville komme videre fra øen. Han ville nemlig meget gerne arrangere det hele for os. Vi havde besluttet at tage til Ninh Binh, en gammel hovedstad 100km sydøst for Hanoi. Hotelfatters tilbud lød således: Bus tværs over øen, sejle med speedbåd, videre med en anden minibus til havnebyen Hai Phong, Taxa igennem byen, og så bus herfra til Ninh Binh. Dette ville han arrangere for den nette sum af 750.000 Dong (ca. 325kr). Ja ja, den er god med ham tænkte vi, tilbudet lød lidt for godt til at være sandt. Og hvad skulle vi så gøre, når vi var kommet afsted, og der så pludselig skete noget, så var der helt sikkert ikke nogen mulighed for at få hjælp eller pengene tilbage etc.

Nå, i går mødte vi så en anden turarrangør, som havde nøjagtig samme tilbud. Hmmmm, to forskellige personer med nøjagtig samme løgn, det kunne ikke lade sig gøre. Vi fortalte ham at vi havde fået tilbudt turen for 650.000Dong. Dette ville han godt matche. Aftalen var så at bussen ville komme og hente os kl. 9.00 om morgenen foran vores hotel.

Kl. var 9.05 og der var ikke kommet nogen bus. Manden havde fået pengene, havde han snydt os? Pludselig kom han så kørende på sin scooter, og undskyldte, men bussen var lidt forsinket, i mellemtiden ville han gerne give børnene en tur på scooteren. Bussen kom og vi kom med. Turen gik igennem det flotte landskab med stejle skovklædte bjerge og fladbundede dale, af gammel havbund. Her var fyldt med små gårde og de lokale dyrkede grøntsager etc. Senere kom vi ud til kysten, her var fladt som en pandekage, med vidstrakt marsk og mangrove skove. Dette vindblæste landskab var noget af det mest gudsforladte vi nogensinde har set.

Så var vi ved vejs ende. Her lå sørme en speedbåd og ventede. Vi blev opmærksomme på at vi ingen billetter havde. Dette var ingen problem, skipper vidste åbenbart at vi skulle med, han nikke bare til os og vi kom ombord. Sejlturen tog ca. 20 minutter igennem plumret vand, hvor der så ud til at foregå en del olieudvinding. Fremme ved en øde kaj blev vi sat af sammen med de andre. Nå, hvad nu? Efter 5 minutters venten kom der en minibus og tog os alle med. Igen var det tydeligt at buschaufføren vidste besked. Vi kørte ind mod havnebyen Hai Phong, igennem et meget beskidt container område, meget større end containerhavnen i Hamburg. Her lå bl.a. Mærsk Seeland.

Pludselig stoppede bussen, og en mand gjorde os forståeligt at vi skulle af her. Udenfor stod en ung pige, med en taxa. Hun gav os busbilletter til den sidste bustur og fortalte at taxaen var betalt. Vi skulle bare sætte os ind. Taxaen kørte os til busstationen og vi fandt bussen.

Vi var faktisk ret benovet over denne tur, især over alle de forskellige skift m.m. som lod sig gøre helt uden billet eller anden dokumentation.

Klokken var 11.00 og bussen skulle køre kl. 12.00. Men nej, først skulle bussen fyldes op, og vi kørte først omkring kl. 13.00. I mellemtiden havde der været en gadedreng inde i bussen for at tigge penge, han sang også et par sange, som lød meget forfærdeligt. Han var meget interesseret i at komme i kontakt med os, især var han helt forgabt i Frederikke. At dømme efter hans ansigtsudtryk, må hun være noget af det smukkeste han nogensinde havde set. Børnene syntes ikke om ham eller hans møgbeskidte og lasede tøj og de fik lidt lærdom om gadebørn og fattigdom.

Bussen var en gammel Huyndai skrammelkasse med alt for små sæder. Denne bustur var ikke for sarte sjæle. Chaufføren kørte, som alle andre her, nemlig med hovedet under armen og hornet i bund. Her er ingen der ser sig for, når de kører ud på en vej, alle båtter 3-5 gange ved hver overhaling, med det resultat at ingen respekterer et båthorn. I bussen er der også en billetmand, som det meste af tiden står i døren og råber efter folk inde på fortovet. Det lyder til at han forsøger at få flere passagerer med. De fleste gør tegn til at de ikke vil med, men altmuligmanden bliver ved med at råbe, i håb om en ekstra passager. Når bussen er fuld, og der kom flere ind i bussen, sætter de sig på bittesmå plastik skamler. Dennis, Magnus og Rasmus sad fremme i bussen, Birgitte og Frederikke sad længere nede i bussen for at holde øje med vores rygsække. Hver gang bagdøren i bussen gik op af sig selv, kom kontrolløren ned, hamrede lidt på døren, og satte en skammel i klemme. Så var den dør fikset for en stund. Når der skulle cykler op på taget af bussen, kravlede han op af stigen med cyklen i den ene hånd, bussen begyndte at køre mens han endnu var på taget. Når han var færdig kravlede han så ned ved fordøren, sparkede den op og kom ind. Alt dette mens bussen kørte og var i gang med at overhale andre biler. Det så meget vildt og halsbrækkende ud, og det er ikke en metode at anbefale.

Efter ca. 2 ½ time kørsel var vi fremme i Ninh Binh. Af en eller anden årsag ville chaufføren ændre på ruten og ikke køre ind til busstationen som planlagt, men det fik vi ham til alligevel. Vi havde valgt at bo på et hotel, vi havde fået anbefalet af et par tyskere vi havde mødt et par dage forinden. Da vi kom ud fra bussen, var der straks 10 mennesker rundt om os, for at få os til at vælge lige netop deres hotel. I dette virvar af nærgående og møgirriterende vietnamesere så vi en mand med et visitkort fra det hotel vi havde valgt. Han var meget glad, da vi sagde at vi ville bo ved ham, og alle de andre råbte og skreg om at deres var meget bedre og de løb efter os til vi kom ud fra busstationen. Der var fri transport til hotellet. Det vil sige 2 scootere til 7 personer og 3 rygsække. På den ene sad Frederikke, chaufføren og Birgitte med en rygsæk. På den anden sad Magnus med en lille rygsæk, chaufføren, Rasmus og bagerst Dennis med den store rygsæk. Sikke en bøde det ville have givet i Danmark.

Det skal siges at det er ganske forfærdeligt at blive omringet af så mange mennesker. De råber og snakker i munden på hinanden, og man får hele tiden stukket 4-5 visitkort op i hovedet. Jeg er glad for at vi i Danmark ikke opføres os på denne måde.

Nå vel fremme på hotellet. Det er lidt dyre en de andre vi normalt har valgt. Men vi er her kun i kort tid, og vi trænger til lidt luksus. Dennis så der var et kar bad, hvilket han nyder i skrivende stund.

Vejret er vores først regnvejrsdag. Det har regnet under det meste af turen. Temperaturen ca. 17-20º

 

Magnus og Rasmus på scooter

Frederikke på scooter.

Bus.

 

Bus.